”Social afstand” er blevet et begreb som vi alle bruger i disse Corona-tider. Men det faktiske indhold er jo en kraftig opfordring til at holde en fysisk distance til andre, som man kan blive smittede af. Der er ingen gode grunde til ikke at være nære på trods af fysisk afstand.
Fysisk distance som værn mod at blive smittet er ikke noget nyt. Historisk set har fysisk distance været brugt til at skabe afstand til de syge for at undgå smitte. Man har isoleret bl. a. mennesker med kolera, pest eller spedalskhed fra de raske, og de raske har forsøgt at undgå de syge.
Flygte fra smitten ved hjælp af isolering?
I egnen i den vestlige del af Danmark, hvor jeg er vokset op, er der en vej med et underligt navn. Den hedder ”Ondaftensvej”. Dens navn stammer fra en begivenhed i en nat i år 1350 mens den sorte pest hærgede Europa: En flok beboere i en landsby rejste væk fra de smittede med husgeråd, husdyr og alle familiemedlemmer i nattens mulm og mørke. ”Ondaftensvej” førte dem gennem et vadehavsområde og de endte i et afsides klitområde nær Vesterhavet hvor de byggede en landsby med palisader omkring som skabte fysisk afstand indtil smitten var ovre. Derved undslap de pesten. (Nørregård-Nielsen s. 192-195, 2008). Mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning døde som følge af pesten. Nørregård-Nielsen skriver at mange sogne var helt affolkede, så der bagefter lå den ene øde landsby med stenkirke ved siden af den anden.
Der er også i dag grupper, der forsøger at flygte fra smitten ved at isolere sig: Der er stammer i Amazonas, der har valgt at drage tilbage til områder dybt inde i regnskoven, og forøge at leve på oprindelig vis. De frygter at historien vil gentage sig fra dengang Sydamerika blev koloniseret og infektionssygdomme dræbte hovedparten af den indfødte befolkning.
Fysisk distance virker, spørg bare hummere, myrer og vampyr flagermus
I biologien er det et kendt fænomen, at når der er en, der er syg, så holder andre af samme art afstand til den syge, og undgår derved smitte. Det gælder f. eks. for myrer og fugle. I abesamfund er det almindeligt at alle undtagen den nære familiegruppe holder sig borte fra syge individer, mens familieklanens medlemmer dog hjælper den syge med at komme med mad.
Opfordringer til at vise samfundssind
Menneskelige samfund er de eneste, hvor individer vælger at hjælpe de syge uden for egen familie med omsorg, pleje og behandling. Fortællingen om fællesskab som gældende for alle i nationen har vist sig stadig at have sin styrke her i Corona-krisen. Nationale samfund er en udvidelse af solidariteten i klanen og følelsen af forpligtelse over for andre i familien. Særligt sundhedspersonale i både sygehusvæsen og ældrepleje har ikke bare påtaget sig en risiko men også i mange tilfælde været ofre for epidemien.
Kampen mod smitten er blevet kaldt en krig, men krigsmetaforen holder ikke til at beskrive hele indsatsen mod pandemien. I en krigssituation er det kommandoer fra oven, og hele vejen ned gennem militær og alle andre samfundsinstitutioner, der er den vigtigste metode. I indsatsen mod pandemien har opfordringer været en meget væsentlig metode foruden nødlovgivning og kriseorganisation i sundhedssektorerne. Man kan sige at opfordringer til at vise samfundssind har fået meget konkret form i form af håndvask og at holde fysisk afstand til andre.
Opfordringerne til at holde fysisk afstand bliver åbenbart kaldt ”social distance” på de fleste sprog, men udfordringen er jo at holde fysisk afstand uden at miste den sociale kontakt.
Fjernundervisningen i skoler og uddannelsesinstitutioner verden rundet har været et enormt eksperiment i undervise med fysisk afstand uden at miste både engagement og den sociale kontakt.
”Emotionel refleksivitet”
Rashmi Singla er en forsker i kommunikation, der anvender en begrebsramme til at begribe udfordringen i at være i kontakt med hinanden med fysisk afstand ofte over lange perioder af tid.
Hun har længe forsketi hvordan par, der er adskilt af fysiske afstand, klarer at leve med udfordringen at bevare den følelsesmæssige nærkontakt: hun siger, at dem, det lykkes for, gør det ved at skabe en ”emotionel refleksivitet”. Hun uddyber dette i artiklen ”Hvordan kan vi være nære trods fysisk afstand?”. Det afgørende er at begge parter i kommunikationen lægger deres følelser og engagement i at finde måder at udtrykke sig på. Der er ikke en men mange forskellige måder at gøre det på. Nogen gør det med emojis, tegninger og fotos, andre ved at skabe deres egen lege og andre igen med ord og sjov.
Alle, der har prøvet de typiske online kurser, der nu findes i tusindvis, med videoindslag, opgaver og quizzes, vil nok have konstateret, at der er brug for videreudvikling før der kan tales om emotionel refleksivitet som medskaber af din psykiske sundhed.
Genåbning af børnehaver og skoler
Her i Danmark er vi nu kommet langt med at reducere afstandskravene. Der er dog stadig krav om 2 meters afstand og korte på besøg hos pårørende på plejehjem, men ellers er afstandskravet nu kun 1 meter, og børnehaver og skoler er blevet lukket op igen, og det har været en succes: Åbningen har ikke ført til en øgning af smittetilfælde.
For at undgå at udvikle smittekæder er der mange forholdsregler i brug, bl.a. er børnene inddelt i grupper, og så megen af undervisning som muligt er blevet organiseret som udendørs aktiviteter. Derfor har vi her i København kunnet se børn overalt. I skoven, på stranden og endda i Tivoli som har haft fri adgang for alle børnehaver.
Danmark er en af de få lande, der allerede har åbnet skolerne igen, men mange er ved at følge efter. Begynder vi ikke at kunne skimte en verden uden social afstand igen? Tilbage til det normale eller en ny normal? Men hvad der vil forandre sig på langt sigt er kun lige begyndt at blive diskuteret.
Anbefalede kilder til uddybning:
- Folk fra mere end 30 lande deler glade øjeblikke fra deres liv i Corona-karantæne i denne video: What Social Distance Looks Like Across the World.
Video produceret af Ivan Cash and Jacob Jonas (April 2020) More about this project.
- UNESCO-webstedet med opdatering om skolelukninger:
- Lynch, Matthew (June 2020): Creating a low-cost high-impact online learning program with heart
Artiklens fokus: Der er behov for en omfattende videreudvikling af onlineundervisning, så der er plads til deltagernes engagement og følelsesmæssige refleksivitet
- Lynch, Matthew (June 2020): Revisiting accountability in online learning.
Artiklens fokus: Det er lige så vigtigt i et online læringsmiljø (som i læring med en fysisk tilstedeværelse), at deltagerne er engagerede. Dette opnås kun ved at stille høje forventninger og holde studerende ansvarlige for at leve op til dem. Der skal også være gode grunde til, at de studerende er motiverede til ægte ansvar for deres egen læring.
- Omsorg for din egen og andres mentale sundhed
"The Friendship Bench" i Zimbabwe har udviklet en række materialer til brug for enhver, der føler sig mentalt deprimeret (eller hjælper andre, der er mentalt deprimerede eller i krise). Disse materialer kan frit downloades fra organisationens websted: friendshipbenchzimbabwe.org/tools-to-thrive
Introduktion til, hvordan organisationen "The Friendship Bench" har udviklet en metode, der anvendes af landsbyboere til pleje af andres mentale sundhed: ”Bedstemødre i Zimbabwe bekæmper depression gennem samtaler på ”Venskabsbænke””
- Denne blogartikel er en opfølgning til blogindlægget: ”Sammen hver for sig. Refleksioner over fjernundervisning og andre aktuelle erfaringer”
Oversigt over alle referencer i artiklen:
- Nørregård-Nielsen, Hans Edward (2008): Som sagt. Et tidsbillede.
- How Europe recovered from the Black Death– Recovery podcast series del 1 (36 min.)
- Brown, Kimberley (Marts 2020): Indigenous race into Ecuador's Amazon to escape coronavirus
- Yuval Noah Harari (2019): The Bright Side of Nationalism.Video på YouTube.
- Rashmi, Singla (April 2020): Opinion: Social distancing or physical distancing and social connecting
- Rashmi, Singla: Hvordan kan vi være nære trods fysisk afstand?
- Financial Times: Denmark edges towards reopening as children return to school.
- Reuters: Reopening schools in Denmark did not worsen outbreak, data shows.
- Romano, Andrea (June 2020): Copenhagen Turned Tivoli Gardens Into a Temporary Kindergarten
- Orange, Richard (May 2020): Split classes, outdoor lessons: what Denmark can teach England about reopening schools after Covid.The Guardian
***************************************************************
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Første uddybning: kampen om pædagogikken”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.
***************************************************************