Viser opslag med etiketten Uddannelsespolitik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Uddannelsespolitik. Vis alle opslag

fredag den 2. februar 2024

Opdatering af afsnittet ”Opsamling af den uddannelsespolitiske udvikling siden 1980érne” i 2024 udgaven

Afsnit:

1. Konklusionen i de 3 tidligere udgaver

2. Pendulet svinger

3. Pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet om at ”... sætte skolen fri”

4. Et andet aktuelt eksempel på at pendulet lige nu svinger fra styring ovenfra til selvforvaltning

5. Den foreløbige konklusion

6. Stikord til aktuelle internationale tendenser

 

 

 

1. Konklusionen i de 3 tidligere udgaver

 

I de 3 tidligere udgaver (2007, 2013 0g 2017)  af kapitel 6 i  ”Klassisk og moderne pædagogik teori” var der belæg for at der fra politisk side dominerede en holdning at pædagogikken er for vigtig til at overlades til pædagoger. Kapitlet sluttede med afsnittet ...

 

”Opsummerende kan man konstatere, at de nationale uddannelsessystemer er under pres både udefra fra den globale økonomiske konkurrence og indefra fra kritiske borgere, der bruger deres rettigheder som medborgere til at kræve de ændringer, de finder rigtigst.

 

Hvordan bliver fortsættelsen af disse forandringskrige?



I bogen Change Wars (Hargreaves & Fullan 2009) fremhæver forfatterne, at det ligger i den organiserede uddannelse natur, at der er en stadig kamp for at forandre og forbedre – at modernisere – og dermed også en kamp om, hvordan en sådan udvikling bedst kan begribes og sættes i værk.

Et af de nye træk i denne kamp er, at lovgiverne tiltager sig retten til at tage beslutninger om, hvilke metoder der skal tages i anvendelse i undervisningen, beslutninger, som det tidligere har været undervisernes ansvar at træffe på baggrund af professionel viden. …

 

Det overordnede spørgsmål, der kæmpes om , er, hvordan balancen i fremtiden skal være mellem lovgiveres og professionelle underviseres ret til metodevalg” 

(s. 153 i 20017-udgaven, side ??? i 2024-udgaven)

 

Til slut konkluderes der at ...

 

”Forandringskrigene i form af uddannelsesreformer ser ikke nødvendigvis ud til at være uendelige. De bevæger sig fra chokterapi udført af regeringer på uddannelsessystemer i krise gennem en top-down tilgang til senere i en fortsat reformproces at bliver erstattet af samarbejde. De politiske mål om at komme i verdensklasse kan på længere sigt kun nås gennem en tilgang, hvor regeringers rolle er mindre foreskrivende og mere giver plads til selvforvaltning. I denne proces fra krig til samarbejde udvikles læreres og pædagogers rolle sig fra at være modtagerne af chokterapi til at være dem, der leder og udvikler reformers faktiske gennemførelse på konkret dagligt og lokalt plan som læring for alle elever (Barber i Fullan & Hargreaves, 2009 s. 89, Hargreaves 2003)”

(s. 154 i 20017-udgaven, side ??? i 2024-udgaven)

 

 

 

2. Pendulet svinger

 

Der er i dag i Danmark i begyndelsen af 2024 i  tydelige tegn på at balancen svinger endnu engang ligesom et pendul.

 

Fra top-down chokterapi som metode til at give mere plads til selvforvaltning.

 

Denne artikel Fra Berlingske Tidende 11.10.2023 begynder som en gennemgang af intentionerne fra reformen i 2014, beskriver hvad der er kommet ud af det, og ender med en subjektiv vurdering., men den er ganske informerende som beskrivelse af skiftet fra chokterapi til selvforvaltning.

 

I dag får nyere tids mest udskældte reform dødsstødet

 

Et sjældent vindue åbnede sig for en monstrøs skolereform i 2013. Kommunerne ville lærernes magt til livs, embedsmænd så en effektiv folkeskole efter samlebåndsteorier for sig, mens politikere var skræmte over dårlige PISA-målinger.

Bent Winther

 

Folkeskolereformen er død. Den blev kun ti år gammel og gik endeligt bort onsdag 11. oktober 2023 efter lang tids alvorlig sygdom.

 

Reformen kom til verden på Kongeskærskolen i Allinge på Bornholm, hvor syv partier fra Dansk Folkeparti til SF med daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) i spidsen under Folkemødet præsenterede »heldagsskolen« – en af de største omvæltninger i den danske folkeskoles historie.

 

Siden er elementerne i skolereformen et for et blevet droppet eller bare aldrig blevet indført. Og når undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) onsdag fremlægger en række forslag til frisættelse af skolen, er der ikke meget tilbage af den ti år gamle, udskældte reform.

Væk er kravet om 45 minutters motion og bevægelse for alle elever hver dag. Væk er den »understøttende undervisning«, skemalagte aktiviteter, som skulle supplere skolens faste fag.

Væk er lektiecafeerne og den obligatoriske »faglige fordybelse«, som skulle give tid og rum og hjælp til dem, der havde behov. Nu bliver det op til den enkelte skole at etablere den slags.

Væk er den lange skoledag, som gjorde heldagsskolen meget konkret. Udover at fjerne kravet om faglig fordybelse og understøttende undervisning skæres skoledagen med en time om ugen for alle klassetrin.

Væk med »den åbne skole«, hvor skolerne skulle indgå et samarbejde med lokalsamfundets foreningsliv. Det kom aldrig til at fungere.

Væk er kravet om, at 95 procent af eleverne skulle undervises af lærere med faget som linjefag. Det har fra begyndelsen været en illusion.

Væk er de fleste af over 4000 læringsmål og den målstyrede undervisning. Og væk er den milliard, som A.P. Møller Fonden donerede til folkeskolen til blandt andet at efteruddanne lærerne i den nye, moderne målstyrede tankegang.

 

Folkeskolereformen kom til verden og blev konstrueret af politikere, som var skræmte over dårlige PISA-målinger, embedsmænd, som var optaget af effektiviseringer og New Public Managements muligheder for at styre hele produktionskæden. Og den kom til verden bakket op af en forskruet pædagogisk forskning, og kommunernes længe ønskede opgør med lærernes magt over skolen.

 

I 2013 gik alle disse hensyn og bekymringer op i en højere enhed og åbnede et sjældent vindue for en omfattende reform af folkeskolen. Højere faglighed og flere timer i dansk, matematik og engelsk tiltalte blå blok, mens Socialdemokratiet var optaget af at bryde den sociale arv med nye typer af undervisning, mere bevægelse og lange skoledage, der kunne holde de svageste elever væk fra deres dysfunktionelle familier i længere tid.

 

En stor del af folkeskolereformen blev aldrig for alvor implementeret. Lærerne modarbejdede den, og meget af den viste sig at være håbløse skrivebordstegninger, som aldrig skulle være endt i så vigtig en lov.

 

Folkeskolereformen endte som en af de største politiske skandaler i nyere tid, en af den slags, man på Statskundskab holder op som skræk og advarsel for, hvordan man ikke skal lovgive.

 

Hver gang, man de seneste ti år har målt på resultaterne af reformen, har det vist sig, at den hverken har styrket elevernes faglighed, den sociale mobilitet eller deres trivsel, hvilket var reformens overordnede målsætninger.

 

Den blev udtænkt i det daværende Moderniseringsstyrelse blandt andet ud fra en tankegang om at fokusere på output i stedet for input. Det skulle ikke længere handle om fag og pensum, og hvad en lærer skulle undervise i. I stedet skulle fokus være på, hvad eleverne rent faktisk fik ud af undervisningen. Output. Målstyring.

Det var den egentlige revolution i folkeskolereformen. Og det lyder logisk og besnærende, men kom aldrig til at fungere, fordi det forudsatte et monstrøst, bureaukratisk registreringssystem, der ville sluge al lærerens tid.

At måle output udover ved hjælp af afgangseksamener og nationale tests er dybt kompliceret. Den målstyrede undervisning førte et hidtil uset bureaukratisk system af mål, elevplaner, læringsmål og efterfølgende evalueringer med sig. Der skulle etableres en »evalueringskultur« i skolen, og der blev indkøbt dyre it-systemer.

 

Hvordan kunne det gå så galt?

 

I dag kan man kun blive skræmt over, at politikere, embedsmænd og forskere for bare ti år siden troede, at man kunne opstille i tusindvis af mål for eleverne og derefter minutiøst måle på, om hver enkelt elev havde opnået de nævnte sociale og faglige færdigheder – ikke bare i hvert fag og på hvert klassetrin, men evalueret efter hvert undervisningsforløb, noteret ned og registreret elev for elev, mål for mål i et særligt it-system.

 

At reformen samtidig blev født i en sjældent tilspidset magtkamp og under vilde protester fra lærerne og deres faglige organisation, Danmarks Lærerforening, gjorde det ikke lettere.

Et gennemtrumfet overenskomstkrav om ændrede arbejdstider for lærerne skulle finansiere de lange skoledage. Og det førte til konflikt, lockout og til sidst et politisk indgreb fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

 

»Det er os, der skal lave den nye skole. De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. Det bestemmer vi da,« sagde lærernes formand Anders Bondo Christensen fra scenen til en stor forsamling af lockoutede lærere i april 2013.

 

Nu bliver skolerne sat fri og frigjort fra en stor del af folkeskolereformens bindinger. Men hvem skal så bestemme?

 

Tomrum af magt har det med hurtigt at blive fyldt ud. Og hvis det ikke er loven, der sætter snævre rammer, så kan det hurtigt vise sig, at kommunerne, politikerne i byrådene, skolebestyrelserne eller andre gør det. Hvis lærerne og skolelederne skal have en egentlig frihed, så gælder det nu om at holde alle dem, der gerne vil regulere og bestemme over skoledagen, fra livet.”

 

Bent Winther i Berlingske Tidende 11.10.22

 

 

 

3. Pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet om at ”... sætte skolen fri”

 

Nyt udspil skal styrke kvaliteten i folkeskolen og sætte skolen fri

PRESSEMEDDELELSE  ·   11. oktober 2023 

Folkeskolen skal sættes fri, så der er ro og plads til mere fordybelse. Det mener regeringen, som onsdag lancerer et folkeskoleudspil, hvor der blandt andet lægges op til, at eleverne får større valgfrihed i udskolingen. Der lægges også op til at løsne markant på bindingerne i folkeskoleloven.”

 

 

Pressemeddelelse og link til udspillet som pdf.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/okt/231011-nyt-udspil-skal-styrke-kvaliteten-i-folkeskolen-og-saette-skolen-fri

 

 

 

4. Et andet aktuelt eksempel på at pendulet lige nu svinger fra styring ovenfra til selvforvaltning er dette fra Californien:

 

 

“Early literacy funding raises reading scores of California’s lowest performing schools” (Kilde: https://edsource.org/2023/early-literacy-funding-raises-reading-scores-of-californias-lowest-performing-schools/701730 )

 

Schools had the flexibility to choose to fund literacy coaches and bilingual reading specialists, new curriculum and instructional materials, expanded access to libraries and literacy training for parents. Schools were encouraged to participate in professional development in the science of reading and seek guidance on their literacy plans from the Sacramento County Office of Education, which oversaw the grants.”

 

Det sidste eksempel er  også et eksempel på at ”de nationale statslige uddannelsessystemer er under pres … indefra fra kritiske borgere, der bruger deres rettigheder som medborgere til at krævede ændringer, de finder rigtigst.”

 

Hvordan dette pres giver sig udtryk, afhænger af de nationale traditioner og lovgivningen i det enkelte land. I USA kan interessegrupper anlægge sag ved domstolene, og i eksemplet ovenover gav den californiske domstol sagsøgeren medhold i at ”… the state violated the students’ constitutional right to an education by failing to teach them how to read adequately.”

 

 

5. Den foreløbige konklusion

 

Jeg tror, den foreløbige konklusion er, at mens der i sidste 10-år var grundskolereformer i rigtig mange OECD-lande - ofte begrundet i Pisa-resultater, så er det her i tyverne meget forskelligt, hvad der er på dagsordenen.

 

Her er et  eksempel: 



https://theconversation.com/minimum-service-levels-for-teachers-government-plan-to-restrict-strikes-further-undermines-a-profession-in-crisis-216944

 

Et citat fra denne artikel:  


To give milk and honey, teachers need bread and butter.

The global pandemic lockdowns reminded us of the extent to which teachers’ work is crucial, not only for children to thrive, but also for our economic stability. Teachers form the backbone of productive work and of invisible emotional labour.

But despite their own financial and personal struggles, teachers are being pressured to become shock absorbers of a financial crisis and a mental health epidemic not adequately addressed by crumbling and acutely underfunded welfare services.”

Den samlede konklusion i dag i 2024: Lærere får ikke bare chokterapi med mellemrum, men skal også ofte være  “shock absorbers” men mere i nogle lande end andre.

 

6. Stikord til aktuelle internationale tendenser

Jeg har spurgt Kristina Altonen, som er leder af Danmarks Lærerforenings internationale kontor i Bruxelles om aktuelle internationale tendenser, som hun kan se, og hun har svaret, at hendes indtryk er “…

 

  Lige nu er der en del af kollegerne fra de øvrige nordiske lande, særligt Norge, som er meget inspirerede af det danske ”Sammen om skolen”. 

Jeg er tidligere stødt på Wales, som har forsøgt sig med en inddragelse af skoler (lærere og skoleledere) i fornyelsen af deres læreplaner. I det hele taget er det nok der jeg har set mest opmærksomhed i landene. 

 

Mange lande ændrer deres læreplaner i disse år, men det er meget forskelligt hvorvidt de inddrager lærerne.

 

Eksemplet fra Wales er interessant, men som altid er der nogen der ikke er helt enige i at det reelt er så involverende, som det bliver fremlagt fra politisk side. Men jeg kender på den anden side ingen eksempler hvor alle parter 100 % har armene oppe i begejstring. Her er link til resultatet af arbejdet: Our national mission | GOV.WALES

 

Finland er interessant i den forstand, at de er gået fra et godt samarbejdsklima, til en meget mere problematisk relation mellem politikere og praktikere. Det forklares blandt andet med en mere hyppig revidering af eksisterende lovgivning, udfordringer ift. et stigende antal elever med særlige behov, som politikerne ikke tager tilstrækkelig alvorligt, læreres oplevelse af tidskrævende dokumentation der ikke fører nogle vegne. 

Det interessante er hvorfor det går den vej. Er det alene et spørgsmål om politikere der vil styre og kontrollere mere, eller er det et spørgsmål om grundlæggende forandringer af skole og samfund, som man søger politiske løsninger på frem for pædagogiske? Og i givet fald – hvorfor har det ændret sig? 

 

I Estland er der, som traditionelt i Finland, stor opbakning til at lærerne træffer de fagprofessionelle valg, altså høj grad af autonomi. Estland klarer sig godt i PISA, men samtidig ser vi lærere der aktuelt strejker pga. lønniveauet. 

 

I Norge har man været relativt tilfreds med inddragelse i politiske beslutninger, fx ift. læreplaner. Men også der har det ændret sig. En langvarig konflikt mellem KS (Norsk KL) og lærerne har medført en noget giftigt klima.

 

Samtidig synes der at være en asymmetri i international og national uddannelsespolitik. OECD og særligt UNESCO/FN tager udfordringer som lærermangel, mangel på kompetenceudvikling af lærere, professionens manglende attraktionskraft – og et fald i investeringer i uddannelse - mere alvorligt end landene gør. 

 

Man kan sige, at det er en gratis omgang for dem at pege på disse ting, men det er samtidig bemærkelsesværdigt. 

 

Senest har Europa-Kommissionen i rapporten Education and Training Monitor 2023 (udgives årligt) haft lærermangel som tema, og blandt andet peget på sammenhæng mellem kvalitet i uddannelse og lærernes arbejdsmiljø. Det er alligevel interessant.”



 

*************************************************************** 

Dette blogindlæg supplerer afsnittet ” Opsamling af den uddannelsespolitiske udvikling siden 1980érne”

 

mit kapitel Hedegaard, E.  (3. udgave 2017 & 2024): Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  

i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

 

Se Overblik over alle blog-indlæg

 

***************************************************************

 

 

mandag den 2. september 2019

Hvad ved vi om det største uddannelsessystem i verden? ... Kinas uddannelsessystem ...

Et system, der uddanner 260 millioner unge mennesker, og som beskæftiger 15 millioner lærere? Ikke så meget.


Citat fra indledningen:


"Denne publikation sigter mod at ændre det. Det giver et bredt overblik over, hvordan Kinas uddannelsessystem er organiseret og fungerer, og hvordan reformer, både fortid og nuværende, har omformet uddannelse i Kina over tid.

Rapporten undersøger derefter mere detaljeret uddannelse i de fire økonomier i Kina, der deltog i PISA 2015:

Beijing, Shanghai, Jiangsu og Guangdong

Den giver den kontekst, i hvilken Kinas deltagelse i PISA - og dens resultater i PISA - skal fortolkes."

Education in China. A Snapshot. OECD 2016 (pdf, 62 sider) klik
https://www.oecd.org/china/Education-in-China-a-snapshot.pdf




*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ” Hvad er meningen med et uddannelsessystem i en nationalstat i dag?”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

*************************************************************** 

Beskrivelser af uddannelsessystemer og reformer i alle 38 ERASMUS+-deltagende lande

Her kan du se de officielle beskrivelser af uddannelsesystemer og reformbestræbelser  i 42 nationale enheder med base i de 38 lande, der deltager i Erasmus + -programmet (28 EU-medlemsstater, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Nord-Makedonien, Island, Liechtenstein, Montenegro, Norge, Serbien, Schweiz og Kalkun).

De nationale enheder er ansvarlige for udarbejdelsen og opdateringen af deres uddannelsessystembeskrivelser og indholdet i 14 kapitler, som har den samme struktur i hver beskrivelse.



Indgang til EURYDICE hjemmesiden, hvor der kan klikkes på de enkelte landes beskrivelser: klik

*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ” Hvad er meningen med et uddannelsessystem i en nationalstat i dag?”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

*************************************************************** 

Sker der en socialpolitisk drejning af Folkeskolens formål?

Dette spørgsmål diskuteres i denne artikel:

Mie Amalie Holstein: "Rosenkrantz-Theil glemmer Folkeskolens raison-de´être". Berlingske Tidende. !.sektion s. 38 23.08.2019

Her er hele teksten:


12. august sendte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil et brev til landets folkeskolelærere. I brevet beklagede hun det »uskønne« forløb under lærerkonflikten og udstak en ny retning for folkeskolen.
Brevet er interessant af to årsager.
For det første fordi Rosenkrantz-Theil anlægger et socialpolitisk perspektiv på folkeskolen. Ifølge Rosenkrantz-Theil er skolens opgave at hjælpe dem, som er »pressede af præstationskulturen« og har »vanskelige forhold på hjemmefronten«. Derudover skal skolen »styrke og systematisere den tidlige sociale indsats«, for »Danmark skal være det bedste land at være barn i.«
Men brevet er særligt interessant på grund af det, det ikke indeholder. For alle de ord, der normalt kendetegner folkeskolens formål – for eksempel »kundskaber og færdigheder«, at »fremme den enkelte elevs alsidige udvikling« og danne til »åndsfrihed, ligeværd og demokrati« glimrer ved sit fravær.
Hermed ikke sagt, at vi ikke skal hjælpe de børn, der har det svært. Selvfølgeligt skal vi det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Rosenkrantz-Theils socialpolitiske drejning af skolens formål er et udtryk for, at hun har opgivet at rette op på den ensretning af dannelsen, forfladigelse i opfattelsen af børnene og funktionstømning af familien, som blev introduceret med helddagsskolen.
Med introduktionen af helddagsskolen og de lange skoledage flyttede vi en stor del af ansvaret for dannelsen fra forældrene til staten. Det var en bevægelse væk fra civilsamfundets mangfoldige tilbud mod en kollektiviseret og ensrettet dannelse, som helt naturligt er præget af den ideologi, der er fremherskende i velfærdsinstitutionerne.
Parallelt fulgte en forfladigelse i opfattelsen af børnene. Tænkningen bag heldagsskolen var, at skolen først og fremmest skulle uddanne fremtidens medarbejdere. Fokus var i mindre grad at skabe gode samfundsborgere, moralske væsener eller hele, lykkelige mennesker.
Eksempelvis var sigtet med mere motion og bevægelse i skoletiden, at eleverne derved kunne lære mere. Det står i kontrast til de tilbud, man møder i civilsamfundet som eksempelvis sportsklubberne. Her bevæger man sig ikke for at lære mere. Tværtimod repræsenterer civilsamfundet og dets mangfoldighed af tilbud et sted, hvor individet kan udvikles i kraft af sig selv. Forfølge sine egne mål og for målenes egen skyld.
Endeligt betød heldagsskolen også en funktionstømning af familien. For med lektiecafeerne blev det sværere for forældrene at følge med i barnets udvikling og fremskridt, idet man fjernede det forpligtende link, der var mellem skolen og forældrene. Som på så mange andre områder kilede velfærdsstaten sig ind og skabte afstand mellem mennesker. Her mellem forældre og børn. I 2020 skal heldagsskolen evalueres. Jeg bliver ikke overrasket, hvis den ikke har haft de ønskede faglige effekter. For reformen bygger på en række forsøg udført på 12 skoler. Og evalueringen af disse forsøg lød ifølge Rambøll, at »heldagsskolerne samlet set ikke har en signifikant sammenhæng med elevernes faglige resultater«. Alligevel blev reformen gennemført.
Nu står en ny børne- og undervisningsminister med ansvaret for området. Omkring 60.000 børn er netop startet i 0. klasse. Det er helt afgørende, at Rosenkrantz-Theil ikke bruger børnene som et middel til at løfte en socialpolitisk målsætning, der sikrer Mette Frederiksen titlen som »børnenes statsminister«. I stedet bør hun sætte alle kræfter ind på at rette op på en fejlslagen folkeskolereform. For børnene fortjener at være et mål i sig selv. De fortjener at blive uddannet og dannet til livet.
Mia Amalie Holstein er velfærdspolitisk chef i CEPOS og medlem af Etisk Råd

*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Tredje uddybning: kampen om borgeropdragelsen”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.



*************************************************************** 

tirsdag den 12. marts 2019

En læser af bloggen spørger: Hvordan stiller du dig iøvrigt til al den kritik af læringsmål, som Keld Skovmand m.fl. har luftet for nylig?



Det er mit indtryk, at Skovmand har ret på nogle punkter, men også skyder over målet på andre.

se f. eks. https://www.folkeskolen.dk/624548/markant-kritiker-af-laeringsmaalstyret-undervisning-forsvarer-phd


Han har ret i
  • at der skete en uholdbar sammenblanding af politik og pædagogik da den ny folkeskolelov blev gennemført (f. eks. når undervisningsministeren ministeren sagde,  at der var videnskabelig bevis for at læringsmålstyring virker,  så enkelt kan der ikke konkluderes: Det afhænger af mange faktorer. 
  • At management-paradigmets målstyrings- og målingstænkning kan ikke anvendes på et område hvor målet også er dannelse, der ikke kan måles.

Han skyder over målet
I den virkelige verden vil dygtige lærere fokusere både på læringsmål, indholdsmål og mere langsigtede dannelsesmål ... hvis de er dygtige nok og har frihed til det ( .... til at samarbejde med kolleger om det).


Det gæder vist både i Folkeskolen og i højere uddannelser

torsdag den 25. oktober 2018

Er evaluering indefra en ny form for politisk ledelse af folkeskolen? Og skal lærere lære at fiske i stedet for at få en fanget fisk?


Det er spørgsmålene som er på dagsordenen i Justine Grønbæk Pors´ bog ”Evaluering indefra. Politisk ledelse af folkeskolens evalueringskultur”(Nyt fra Samfundsvidenskaberne 2009)

”Selvom vi ofte taler om evaluering i entydig betydning – i skolesammenhænge ofte som prøver og test af elever – dukker mange forskellige former for social praksis op under betegnelsen evaluering. På undervisningsministeriets internetportal kaldes såvel nationale tests som diverse samtale og udviklingsværktøjer for evaluering. Det, der søges styret, varierer tilsvarende fra elevers resultater i standardiserede prøver til lærerens egen udvikling af sin egen identitet. Holder man kun øje med evaluering i betydning af prøver og tests af elever, kan man ikke til fulde beskrive den styring af folkeskolelærere, undervisningsministeriet praktiserer” (S. 103-104)

Tidligere i bogen er beskrevet hvordan skoleforskere traditionelt skelner mellem ekstern styring i form af (detalje-)styring, bureaukrati  og kontrol udefra, og intern styring i form af dialog mellem aktørerne inde i skolen. Det påpeges gennem hele bogen, at denne skelnen ikke længere kan bruges til at forstå det, der foregår i dag.

”Politisk ledelse  (omorganiseres) så initiativer rettes mod de decentrale aktørers selvstyring. Det der søges styret, er ikke længere blot ydre aktiviteter i de professionelles arbejde, man de professionelle selv og deres indre tanker, holdninger og udviklingspotentiale” (side 106)

Forfatteren opsamler en væsentlig del af analysen på side 100-101:
”Som jeg har vist, reflekterer undervisningsministeriet over, at de ikke kan opnå, hvad de ønsker, med traditionelle styringsmidler. Ministeriet forskyder derfor deres styringsstrategi fra en situation, hvor forsøg på at styre præcis er årsagen til, at styringen møder modstand, til en situation, hvor lærere må være selvstyrende netop for at være effektivt styrede.(min fremhævelse)



Skolens autonomi dukker i denne paradoksale situation ikke op som et spørgsmål om fravær eller nærvær af politisk opmærksomhed. Supervisionsstyring er en kompleks situation, hvor skolen tilbydes rollen som både styrende og styrede. Politisk styring forsvinder ikke, men antager form af vejledning og hjælp til udvikling. Ministeriet inviterer skolen til at binde sig selv på samfundsmæssige målsætninger og lade evalueringskampagnen guide sig i processen.

Den autonomi, skoler kan vinde i evalueringsdiskursen, kan man kalde refleksiv, selvreguleret autonomi. Selvreguleret, fordi skolen påtager sig at lede selv i overensstemmelse med de rammer, Undervisningsministeriet udstikker. Og refleksiv, fordi den er betinget af, at skolen frivilligt og aktivt spejler sin selvforståelse i samfundets helhed. Det drejer sig om at kommunikere, at skolen forholder sig til, hvordan den virker ind på samfundet. Ikke efter parolen ”en god skole er velfærd i sig selv”, men i konkrete beskrivelser af, hvordan skolen imødekommer de udfordringer andre samfundsmæssige aktører sætter på dagsordenen.  Refleksiv, selvreguleret autonomi indebærer, at skolerne påtager sig at beskrive deres bidrag til velfærdssamfundet i formuleringer, der også er meningsfulde for eksempelvis politiske eller økonomiske aktører.

Udfordringen for den enkelte skole er at kommunikere i et strategisk landskab, hvor autonomi ikke er frihed fra kontrol og politisk bevågenhed , men frihedtil selv at binde sig på samfundsmæssige målsætninger, demonstrere egen ledelsesmæssig handlekraft og opsøge supervision – også fra andre vidensfelter end det pædagogiske.
At vinde selvstændighed er ligesom at cykle. At blive på cyklen kræver , at man hele tiden træder i pedalerne, så cyklen holdes i bevægelse. Går cyklen i stå, vælter rytteren. På samme måde handler autonomi om at holde skolen i bevægelse ved hele tiden at skabe og omskabe skolens identitet. Selvstædighed erobres ved fortsat selvskabelse. Skolen må demonstrere, at den hele tiden udvikler sig i forhold til det aktuelle samfund og de udfordringer, som samfundet står overfor.


Hvis skoler ikke allerede er med der, hvor problemer udpeges, har de færre muligheder for at beskrive de løsninger, de kan bidrage med. Det oplagte eksempel er, hvordan målet bliver, at danske skolelever placerer sig bedst i nationale og internationale tests, hvis først globalisering er beskrevet som noget, der medfører efterspørgsel på en særlig faglighed i de enkelte skolefag.
Skolen kan kun vinde selvstændighed ved fortsat at skabe sin omverden og sin egen plads i den”
(side 102)

*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.



*************************************************************** 

søndag den 1. juli 2018

Hvorfor er Kenyas skolereform vigtigt at vide noget om?


I Kenya er man lige nu i gang med et storstilet reformprogram, der skal ændre landets skolesystem. Reformen vil betyde, at man i mindre grad  favoriserer udenadslære og karakterer  end tidligere, og i højere grad fokuserer på  ”life skills” og udvikling af relevante færdigheder og kompetencer i alle fag. (Abuya , 2017) (Abuya, 2017)

Reformen er interessant langt uden for Kenyas grænser, fordi den ikke bare er et eksempel på, hvordan problemer løses i Kenyas uddannelsessystem, men den er også et eksempel på, hvordan den store udfordring i disse år kan angribes, nemlig at gå fra fokus på kvantitet til fokus på kvalitet.




“Life Skills” og kompetenceorientering fremfor for fokus på udenadslære

Siden Kenyas regering udråbte aids og HIV til at være en national katastrofe i 1999, så har undervisning i ”life skills” været en af mange tiltag, der blev sat i gang.  ”Life skills” blev et fag i en time om ugen i alle klasser i "Primary" og "Secondary" delene af grundskolen med fokus både på viden om aids, hiv, sundhed i almindelighed og meget mere. I en curriculum-beskrivelse af faget “Life Skills Education” (LSE) er formålet at udvikle, pleje og fremme 13 kærneværdier: Samarbejde, oprigtighed, tolerance, respekt, fred, frihed, nationens enhed, kærlighed, ærlighed, ansvarlighed, ydmyghed, lykke og integritet.

Mange af disse værdier kan forstås som menneskeretsbaserede og de skal også ses i lyset af, at der arbejdes på at undgå at fjendtligheder mellem Kenyas 42 etniske grupper opstår igen.

Undervisningen i “life skills” er inspireret fra andre lande, og viden og inspiration kanaliseres gennem UNICEF. Denne FN-organisation definerer livskompetencer (Life skills) som “psykosociale og interpersonelle færdigheder, som kan hjælpe folk med at træffe velinformerede beslutninger, kommunikere effektivt og udvikle handleberedskab og selvforvaltningskompetencer, der vil bidrage til et sundt og produktivt liv.”

Kilde og mere viden: UNICEF (2012): Global Evaluation of Skills Education programmes

“Life skills” er fortsat et væsentligt fokus  i den nye reform, men reformen viderefører også orienteringen mod at udvikle færdigheder og kompetencer til at være  den centrale orientering i hele reformen. Det har bl.a. betydet at alle fag har fået ny curriculum-beskrivelse. Og som start på implementeringen af reformen fik alle elever i hele landet i første klasse i “Secondary” nye lærebøger i Matematik, engelsk, Ki swahili, kemi, fysik og biologi på den første skoledag i januar 2017.  Eleverne i Primary har allerede fået nye skolebøger.(kicd.ac.ke)

Det kraftige fokus på udenadslære har hidtil været fastholdt af en meget rigid prøve efter første del af grundskolen, og lignende prøver efter “Secondary” og “ High School”
Disse prøvers krav har lærerne været nødt til at fokusere på, for det krævede systemet, og mange  børn og unge har oplevet at få det gamle britiske prædikat “school failures” sat på sig, og derefter opgivet at komme længere. 

Det gamle skolesystem har også medført ufrugtbare konsekvenser selv for dem, der klarer sig godt igennem ”Secondary” og ”High School”, og bliver optaget på en af de mange universiteter som breder sig over hele landet i disse år.
De elever, der har klaret sig rigtigt godt i hele den sekundære del af skolesystemet, og nu er nået ind på højere uddannelser, medbringer forståelsen  at deltagelse i undervisning overvejende går ud på at få de bedst mulige karakterer, og at det får man først og fremmest ved at kunne gengive det, som læreren har sagt.




Jeg har ved selvsyn siden 2014  ( som underviser i efteruddannelse for universitetslærer) erfaret, at de studerende på universiteterne har ikke egne eksemplarer af lærebøgerne i de fleste fag (der skal bare være et par eksemplarer på hvert universitets biblioteks læsesal). De studerende skriver noter i timerne (i hvert fald i første time), kopierer de flittigste studerendes noter og lægger pres på læreren for at få kopi af lærerens egne noter som forelæsningerne bygger på.
Mange Kenyanske universitetsstuderende har beskrevet for mig, hvordan det har været en svær læreproces  at skulle gå fra at gengive viden i skriftlige opgaver til at også at skulle undersøge, diskutere og tage begrundet stilling til fremstillinger og teorier, der ofte modsiger hinanden.
Uddannelserne på universiteterne i Østafrika har i længere tid været kritiseret offentligt for ikke at uddanne kandidater,  der for alvor kan deres fag. F. eks. beskrev en aviskronik i 2016  de færdige kandidater som “halfbaked”.

Den nye reform af ”Primary” og ”Secondary” skulle kunne resultere i, at eleverne allerede inden starten på højere uddannelser har begyndt at lære at undersøge og tage begrundet stilling til den viden, de får gennem undervisning.





Store udfordringer til lærerne i grundskolen, men også til  universitetsundervisere

Det er min erfaring gennem efteruddannelsesforløb  for universitetslærere med fokus på de studerendes aktive læreprocesser, at underviserne er meget beviste om at, at deres studerende er for overfladisk- og karakter-orienterede, og at det er lærernes ansvar at skabe læreprocesser hvorigennem alle studerende bliver mere orienterede mod en dybere forståelse. Men universitetsundervisere får ingen generel træning i at undervise.

Begreberne ”surface learners” og ”deep learners”, som har været i brug i universitetsverdenen verden over siden sidst i 1960´erne, opleves relevante af universitetslærere i Kenya i dag ( og det gør de også fortsat globalt forhold til en del af de studerende). 

Kilde til at vide mere, se:  "Teaching Teaching & Understanding Understanding" [English subtitles] 3 videoer, ialt 19 minutter:   1/3    2/3    3/3


Udenadslære før og nu

Udenadslære har traditionelt haft en særlig status i Afrika.  I de oprindelige kulturer blev al den viden, som var indeholdt i myterne, traditionerne og slægternes historie overført gennem mundtlige beretninger, og det var vigtigt at kunne lære disse beretninger udenad og videregive dem. Denne forståelse var helt i tråd med vægten på at lære udenad i de skoler som blev indført i kolonitiden, så forståelsen af, at det er vigtigt at lære udenad er en selvfølge i afrikansk kontekst.

I universitetsverdenen ser man ofte ned på udenadslære som betragtes som overfladisk læring.  Men mine afrikanske kolleger ( og afrikansk forskning, f.eks. Fasokun citeret i Seed, s. 17, 2015) har ofte pointeret, at deres studerende har brug for til en start at få begreber og detaljer i et nyt område præsenteret klart og lært udenad for at få styr på det nye. Og det er et godt grundlag for at udvikle dybere forståelse og engagement i et fagområde. Det afgørende er bare, at hverken studerende eller lærere stiller sig tilfredse med udenadslære-niveauet.

Universitetslærerne har en afgørende rolle i dette. Traditionelt betragter både studerende og omverdenen i den afrikanske sammenhæng læreren som en autoritet og ofte nærmest et orakel som altid underviser ved at forelæse. 
Hvis en lærere af i dag opfatter sig selv sådan, så har læreren gjort sig til selv til en hindring for at elever og studerende kan udvikle de færdigheder, den forståelse og det engagement, der skal til for at tage en uddannelse og blive fagligt dygtig uanset hvilken profession, det drejer sig om.


Brug af teknologi 

De kenyanske studerende af i dag er dog meget mere kompetente end beskrevet ovenfor. De er både videnssøgende, problemløsere og har handlingskompetence. Men det dækker mest adfærden uden for undervisningstiden hvor de bruger deres smartphones, tablets og Pc’er!
Dette fænomen er også en global tendens. Der er ofte èn læringskultur i undervisnings tiden, og en helt anden i fritiden. (Zhao, 2016)
Zhao s konklusion er at  …"Teknologi er underudnyttet (i uddannelse), fordi teknologibrug i skolen retter sig efter lærernes undervisning snarere end efter elevernes interesser .... Teknologi bruges mere udbredt efter undervisningen end i undervisningstiden, fordi eleverne finder et rigtigt publikum i fritidens miljøer, fordi de finder en virkelig udfoldelse af deres kreativitet, og fordi de finder en form for frihed - frihed til at følge deres interesser, frihed til at forfølge niche-viden, der ikke værdsættes i undervisning, frihed til at lære af fiaskoer og frihed til at finde deres egne stemmer”

Anvendelsen af smartphones og tablets etc. er i rivende udvikling overalt i Kenya på trods af at internetforbindelser endnu ikke er særlig pålidelige. Det er en stor udfordring for undervisere på alle niveauer at fjerne denne kløft  mellem læring i skolen og læring efter skolen, men mange lærere gør fremskridt sammen med deres elever både i Kenya og verden rundt.



Kenyanske og internationale inspirationskilder 

Kenyanske ildsjæle og projektleders erfaringer i forsøgsprojekter har været med til at præge reformens indhold.
Et godt eksempel er et stort projekt med international støtte med kenyansk ledelse i Nairobis største slumområde, Kibera. Her er pigers frafald efter primary blevet kraftigt formindsket gennem forældresamarbejde, støtte til pigerne både i og efter skoletiden og gennem aktiv involvering af lokalsamfundet.  
Faren for at blive voldtaget eller udsat for anden seksuel vold er et af de forhold der holder piger væk fra at fortsætte skolegangen, og i det hele færdes på skolevejen ligesom i mange andre lande i Afrika.
Et af resultaterne af projektet nævnt ovenfor er at teenagegraviditeter også er blevet færre.

Læs mere: 

Abuya, B., Ngware, M., Hungi, N., Mutisya, M., Mahuro, G., Nyariro, M., Gichuhi, N., Mambe, S. (2015). Community participation and after-school support to improve learning outcomes and transition to secondary school among disadvantaged girls: A case of informal urban settlements in Nairobi, Kenya  (44 pages, pdf)  

Okigbo et. Al. (2015): Influence of parental factors on adolescents’ transition to first sexual intercourse in Nairobi, Kenya: a longitudinal study

Abuya,(2015) 44 pag: Why the new education curriculum is a triumph for Kenya’s children



Community Service Learning
Et andet eksempel på at udbrede måder at undervise og lære på, som bygger på gode eksempler fra andre steder, er indførelse af det man kalder “Community Service Learning” (CSL), som vi her i Danmark ville kalde frivilligt arbejde. CSL bliver først udbredt gennem pilot projekter i alle counties, og siden som en del af reformen i ”Secondary og ”High schools” (Oduor, 2018a) (Oduor, 2018 a)

I disse år ser hvor det ser ud som om nationale regeringer enten vælger at lade sig inspirere af OECD´ s uddannelsespolitikker eller FN-organisationernes, så er det her helt tydeligt, at i Kenya har man valgt at lade sig inspirere fra FN-organisationerne UNICEF og UNESCO. Det gælder bl.a.  det kraftige fokus på “Life Skills” og det markante fokus på, at tests skal hjælpe lærerne til at gøre hvert enkelt barns undervisning bedre, og ikke må resultere i undervisning for testens skyld.  De psykosociale mål for LSE kræver at curriculum ikke kun forstås som viden og færdigheder men også som adfærd, holdninger og værdier, og disse måls opfyldelse kræver deltagerorienterede og interaktive undervisnings og læringsmetoder.
Det gælder også for den markante fokus på samarbejde  omkring skolen, som skal stå til ansvar (accountability) på både nationalt og lokalt niveau.

Bliver det til noget?

Som man kan se på Kenya Institute of Curriculum Development´s  webpage, så sættes alle sejl til for at slå fast med syvtommersøm, at denne reform virkelig skal blive til noget:
Med flotte billeder og beskrivelser performes præsidentens og mange andre ledende politikeres og højtstående embedsmænds deltagelse i fejring af starten. Men der dokumenteres også, at det hele ikke er “pomp & circumstances”, idet den praktiske implementering understøttes af udvikling af nyt curriculum og nye lærebøger i alle fag, f. eks.. “The New Progressive Curriculum in English”. (KICD´s webpage kicd.ac.ke

Et stort anlagt efteruddannelsesprogram er godt i gang med støtte fra Global Partnership for Education (GPE) og med  supervision fra the World Bank. Der er store planer for reformer i læreruddannelse og der sættes fokus på at undersøge hvad problemerne er på de skoler, hvor mange elever har dårlige resultater. (Oduor, 2018 b)


Udfordringer og uløste problemer

En af de største udfordringer er at få gennemført bedre uddannelse og efteruddannelse af lærere over hele landet, så lærerne bliver kvalificerede til at undervise på måder hvor igennem den  nye reforms intentioner kan realisere. Alle lærere og nuværende lærerstuderende er jo alle selv tidligere elever i den gamle form for skole.

En anden udfordring er ikke bare at ændre holdningen til vigtigheden af pigers uddannelse, men også at udbrede respekten for kvinders ret til ikke at blive udsat for seksuel vold hverken fra deres lærere eller andre. Dette gælder også andre afrikanske lande (eksempel Coetzee,2018):

En tredje udfordring  er den store forskel i leveforhold rundt om i landet. Der er er områder, hvor der sker fremskidt økonomisk set, mens andre er fastholdt i fattigdom. Der er også store områder langs grænsen til Somalia, hvor den somaliske terrorbevægelse Al-Shabaab har terroriseret særligt lærerne, som bliver sendt derud fra det centrale Kenya, med det resultat at mange børn ingen undervisning får. Der er også tusinder af børn i flygtningelejre nær Somalia og Sydsudans grænser, og deres muligheder for undervisning er helt usikre.

En fjerde udfordring er at give specialundervisning til de børn, der har særlige behov. En lille dansk NGO Seniorer Uden Grænser har været med til at skabe en modelskole, hvor lærere kan lære kan trænes i at undervise børn uden - eller med meget begrænset-  sprog i hvordan "de kan give udtryk for  meninger, ønsker, drømme og behov." Se hele artiklen her:
Ole Holst: Dansk fingeraftryk på ny Kenyansk skolereform

Der kunne nævnes mange flere udfordringer. F. eks begrundes indførelsen af ”Community Service Learning” (CSL) i en artikel med at der er brug for "… at stoppe afbrænding af skoler, optøjer og stofmisbrug blandt eleverne"! Og forhåbningerne er store: "Eleverne lærer også at være ansvarlige borgere som er bevidste om beskyttelse af miljøet, menneskeliv og ejendom" (Oduor, 2018 a).



Epilog
På trods af de mange udfordringer så er denne reform et fremskridt for børn og unge i Kenya, og kan blive til inspiration for bestræbelserne  på verdensplan på at realisere FN´s verdensmål, særligt mål 4 som fokuserer på kvalitetsuddannelse.

Læs mere: 

Sifuna, D.(2016): Explainer: 

Why Kenya wants to overhaul its entire education system Klik



*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

*************************************************************** 

Referencer:

Abuya, B., Ngware, M., Hungi, N., Mutisya, M., Mahuro, G., Nyariro, M., Gichuhi, N., Mambe, S. (2015). Community participation and after-school support to improve learning outcomes and transition to secondary school among disadvantaged girls: A case of informal urban settlements in Nairobi, Kenya  (44 pages, pdf)

Abuya (2017): Why the new education curriculum is a triumph for Kenya’s children

Coetzee, Azille (2018): Why tackling sexual violence is key to South Africa’s decolonisation project

Kenya Institute of Curriculum Development: Curriculum Reform Policy (webpage)

Kenya Institute of Curriculum Development: Curriculum Support Materials - January 7th 2018

Oduor, Augustine (2018a):Proposal to introduce mandatory community service, other measures to instill discipline among students
Read more at: 
https://www.standardmedia.co.ke/article/2001271791/new-proposal-to-instill-discipline-among-students

Oduor, Augustine (2018b): Inspectors visit schools for inquest into poor KCPE results, artticle https://www.standardmedia.co.ke/article/2001272952/inspectors-visit-schools-for-inquest-into-poor-kcpe-results

Okigbo et. Al. (2015) :Influence of parental factors on adolescents’ transition to first sexual intercourse in Nairobi, Kenya: a longitudinal study

Proposal to introduce mandatory community service, other measures to instill discipline among students 

Sifuna, Daniel (2016): Explainer: why Kenya wants to overhaul its entire education system


Seed, Richard (2015): Dynamics of Learning and Teaching in Higher Education: How lecturers teach and students learn. Handbook 1

"Teaching Teaching & Understanding Understanding" (1/3) [English subtitles]

UNESCO (2017): Accountability in education: Meeting our commitments. http://en.unesco.org/gem-report/)

UNICEF (2012): Global Evaluation of Life Skills Education Programmes

Zhao et. al. (2016). Never Send a Man to Do a Machine´s job. Correcting the Top 5 EdTech Mistakes)