1. Konklusionen i de 3 tidligere udgaver
2. Pendulet svinger
3. Pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet om at ”... sætte skolen fri”
4. Et andet aktuelt eksempel på at pendulet lige nu svinger fra styring ovenfra til selvforvaltning
5. Den foreløbige konklusion
6. Stikord til aktuelle internationale tendenser
1. Konklusionen i de 3 tidligere udgaver
I de 3 tidligere udgaver (2007, 2013 0g 2017) af kapitel 6 i ”Klassisk og moderne pædagogik teori” var der belæg for at der fra politisk side dominerede en holdning at pædagogikken er for vigtig til at overlades til pædagoger. Kapitlet sluttede med afsnittet ...
”Opsummerende kan man konstatere, at de nationale uddannelsessystemer er under pres både udefra fra den globale økonomiske konkurrence og indefra fra kritiske borgere, der bruger deres rettigheder som medborgere til at kræve de ændringer, de finder rigtigst.
Hvordan bliver fortsættelsen af disse forandringskrige?
I bogen Change Wars (Hargreaves & Fullan 2009) fremhæver forfatterne, at det ligger i den organiserede uddannelse natur, at der er en stadig kamp for at forandre og forbedre – at modernisere – og dermed også en kamp om, hvordan en sådan udvikling bedst kan begribes og sættes i værk.
Et af de nye træk i denne kamp er, at lovgiverne tiltager sig retten til at tage beslutninger om, hvilke metoder der skal tages i anvendelse i undervisningen, beslutninger, som det tidligere har været undervisernes ansvar at træffe på baggrund af professionel viden. …
Det overordnede spørgsmål, der kæmpes om , er, hvordan balancen i fremtiden skal være mellem lovgiveres og professionelle underviseres ret til metodevalg”
(s. 153 i 20017-udgaven, side ??? i 2024-udgaven)
Til slut konkluderes der at ...
”Forandringskrigene i form af uddannelsesreformer ser ikke nødvendigvis ud til at være uendelige. De bevæger sig fra chokterapi udført af regeringer på uddannelsessystemer i krise gennem en top-down tilgang til senere i en fortsat reformproces at bliver erstattet af samarbejde. De politiske mål om at komme i verdensklasse kan på længere sigt kun nås gennem en tilgang, hvor regeringers rolle er mindre foreskrivende og mere giver plads til selvforvaltning. I denne proces fra krig til samarbejde udvikles læreres og pædagogers rolle sig fra at være modtagerne af chokterapi til at være dem, der leder og udvikler reformers faktiske gennemførelse på konkret dagligt og lokalt plan som læring for alle elever (Barber i Fullan & Hargreaves, 2009 s. 89, Hargreaves 2003)”
(s. 154 i 20017-udgaven, side ??? i 2024-udgaven)
2. Pendulet svinger
Der er i dag i Danmark i begyndelsen af 2024 i tydelige tegn på at balancen svinger endnu engang ligesom et pendul.
Fra top-down chokterapi som metode til at give mere plads til selvforvaltning.
Denne artikel Fra Berlingske Tidende 11.10.2023 begynder som en gennemgang af intentionerne fra reformen i 2014, beskriver hvad der er kommet ud af det, og ender med en subjektiv vurdering., men den er ganske informerende som beskrivelse af skiftet fra chokterapi til selvforvaltning.
”I dag får nyere tids mest udskældte reform dødsstødet
Et sjældent vindue åbnede sig for en monstrøs skolereform i 2013. Kommunerne ville lærernes magt til livs, embedsmænd så en effektiv folkeskole efter samlebåndsteorier for sig, mens politikere var skræmte over dårlige PISA-målinger.
Bent Winther
Folkeskolereformen er død. Den blev kun ti år gammel og gik endeligt bort onsdag 11. oktober 2023 efter lang tids alvorlig sygdom.
Reformen kom til verden på Kongeskærskolen i Allinge på Bornholm, hvor syv partier fra Dansk Folkeparti til SF med daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) i spidsen under Folkemødet præsenterede »heldagsskolen« – en af de største omvæltninger i den danske folkeskoles historie.
Siden er elementerne i skolereformen et for et blevet droppet eller bare aldrig blevet indført. Og når undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) onsdag fremlægger en række forslag til frisættelse af skolen, er der ikke meget tilbage af den ti år gamle, udskældte reform.
Væk er kravet om 45 minutters motion og bevægelse for alle elever hver dag. Væk er den »understøttende undervisning«, skemalagte aktiviteter, som skulle supplere skolens faste fag.
Væk er lektiecafeerne og den obligatoriske »faglige fordybelse«, som skulle give tid og rum og hjælp til dem, der havde behov. Nu bliver det op til den enkelte skole at etablere den slags.
Væk er den lange skoledag, som gjorde heldagsskolen meget konkret. Udover at fjerne kravet om faglig fordybelse og understøttende undervisning skæres skoledagen med en time om ugen for alle klassetrin.
Væk med »den åbne skole«, hvor skolerne skulle indgå et samarbejde med lokalsamfundets foreningsliv. Det kom aldrig til at fungere.
Væk er kravet om, at 95 procent af eleverne skulle undervises af lærere med faget som linjefag. Det har fra begyndelsen været en illusion.
Væk er de fleste af over 4000 læringsmål og den målstyrede undervisning. Og væk er den milliard, som A.P. Møller Fonden donerede til folkeskolen til blandt andet at efteruddanne lærerne i den nye, moderne målstyrede tankegang.
Folkeskolereformen kom til verden og blev konstrueret af politikere, som var skræmte over dårlige PISA-målinger, embedsmænd, som var optaget af effektiviseringer og New Public Managements muligheder for at styre hele produktionskæden. Og den kom til verden bakket op af en forskruet pædagogisk forskning, og kommunernes længe ønskede opgør med lærernes magt over skolen.
I 2013 gik alle disse hensyn og bekymringer op i en højere enhed og åbnede et sjældent vindue for en omfattende reform af folkeskolen. Højere faglighed og flere timer i dansk, matematik og engelsk tiltalte blå blok, mens Socialdemokratiet var optaget af at bryde den sociale arv med nye typer af undervisning, mere bevægelse og lange skoledage, der kunne holde de svageste elever væk fra deres dysfunktionelle familier i længere tid.
En stor del af folkeskolereformen blev aldrig for alvor implementeret. Lærerne modarbejdede den, og meget af den viste sig at være håbløse skrivebordstegninger, som aldrig skulle være endt i så vigtig en lov.
Folkeskolereformen endte som en af de største politiske skandaler i nyere tid, en af den slags, man på Statskundskab holder op som skræk og advarsel for, hvordan man ikke skal lovgive.
Hver gang, man de seneste ti år har målt på resultaterne af reformen, har det vist sig, at den hverken har styrket elevernes faglighed, den sociale mobilitet eller deres trivsel, hvilket var reformens overordnede målsætninger.
Den blev udtænkt i det daværende Moderniseringsstyrelse blandt andet ud fra en tankegang om at fokusere på output i stedet for input. Det skulle ikke længere handle om fag og pensum, og hvad en lærer skulle undervise i. I stedet skulle fokus være på, hvad eleverne rent faktisk fik ud af undervisningen. Output. Målstyring.
Det var den egentlige revolution i folkeskolereformen. Og det lyder logisk og besnærende, men kom aldrig til at fungere, fordi det forudsatte et monstrøst, bureaukratisk registreringssystem, der ville sluge al lærerens tid.
At måle output udover ved hjælp af afgangseksamener og nationale tests er dybt kompliceret. Den målstyrede undervisning førte et hidtil uset bureaukratisk system af mål, elevplaner, læringsmål og efterfølgende evalueringer med sig. Der skulle etableres en »evalueringskultur« i skolen, og der blev indkøbt dyre it-systemer.
Hvordan kunne det gå så galt?
I dag kan man kun blive skræmt over, at politikere, embedsmænd og forskere for bare ti år siden troede, at man kunne opstille i tusindvis af mål for eleverne og derefter minutiøst måle på, om hver enkelt elev havde opnået de nævnte sociale og faglige færdigheder – ikke bare i hvert fag og på hvert klassetrin, men evalueret efter hvert undervisningsforløb, noteret ned og registreret elev for elev, mål for mål i et særligt it-system.
At reformen samtidig blev født i en sjældent tilspidset magtkamp og under vilde protester fra lærerne og deres faglige organisation, Danmarks Lærerforening, gjorde det ikke lettere.
Et gennemtrumfet overenskomstkrav om ændrede arbejdstider for lærerne skulle finansiere de lange skoledage. Og det førte til konflikt, lockout og til sidst et politisk indgreb fra daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
»Det er os, der skal lave den nye skole. De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. Det bestemmer vi da,« sagde lærernes formand Anders Bondo Christensen fra scenen til en stor forsamling af lockoutede lærere i april 2013.
Nu bliver skolerne sat fri og frigjort fra en stor del af folkeskolereformens bindinger. Men hvem skal så bestemme?
Tomrum af magt har det med hurtigt at blive fyldt ud. Og hvis det ikke er loven, der sætter snævre rammer, så kan det hurtigt vise sig, at kommunerne, politikerne i byrådene, skolebestyrelserne eller andre gør det. Hvis lærerne og skolelederne skal have en egentlig frihed, så gælder det nu om at holde alle dem, der gerne vil regulere og bestemme over skoledagen, fra livet.”
Bent Winther i Berlingske Tidende 11.10.22
3. Pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet om at ”... sætte skolen fri”
Nyt udspil skal styrke kvaliteten i folkeskolen og sætte skolen friPRESSEMEDDELELSE Folkeskolen skal sættes fri, så der er ro og plads til mere fordybelse. Det mener regeringen, som onsdag lancerer et folkeskoleudspil, hvor der blandt andet lægges op til, at eleverne får større valgfrihed i udskolingen. Der lægges også op til at løsne markant på bindingerne i folkeskoleloven.”
|
Pressemeddelelse og link til udspillet som pdf.
4. Et andet aktuelt eksempel på at pendulet lige nu svinger fra styring ovenfra til selvforvaltning er dette fra Californien:
“Early literacy funding raises reading scores of California’s lowest performing schools” (Kilde: https://edsource.org/2023/early-literacy-funding-raises-reading-scores-of-californias-lowest-performing-schools/701730 )
“Schools had the flexibility to choose to fund literacy coaches and bilingual reading specialists, new curriculum and instructional materials, expanded access to libraries and literacy training for parents. Schools were encouraged to participate in professional development in the science of reading and seek guidance on their literacy plans from the Sacramento County Office of Education, which oversaw the grants.”
Det sidste eksempel er også et eksempel på at ”de nationale statslige uddannelsessystemer er under pres … indefra fra kritiske borgere, der bruger deres rettigheder som medborgere til at krævede ændringer, de finder rigtigst.”
Hvordan dette pres giver sig udtryk, afhænger af de nationale traditioner og lovgivningen i det enkelte land. I USA kan interessegrupper anlægge sag ved domstolene, og i eksemplet ovenover gav den californiske domstol sagsøgeren medhold i at ”… the state violated the students’ constitutional right to an education by failing to teach them how to read adequately.”
5. Den foreløbige konklusion
Jeg tror, den foreløbige konklusion er, at mens der i sidste 10-år var grundskolereformer i rigtig mange OECD-lande - ofte begrundet i Pisa-resultater, så er det her i tyverne meget forskelligt, hvad der er på dagsordenen.
Her er et eksempel:
Et citat fra denne artikel:
“To give milk and honey, teachers need bread and butter.
The global pandemic lockdowns reminded us of the extent to which teachers’ work is crucial, not only for children to thrive, but also for our economic stability. Teachers form the backbone of productive work and of invisible emotional labour.
But despite their own financial and personal struggles, teachers are being pressured to become shock absorbers of a financial crisis and a mental health epidemic not adequately addressed by crumbling and acutely underfunded welfare services.”
Den samlede konklusion i dag i 2024: Lærere får ikke bare chokterapi med mellemrum, men skal også ofte være “shock absorbers” men mere i nogle lande end andre.
6. Stikord til aktuelle internationale tendenser
Jeg har spurgt Kristina Altonen, som er leder af Danmarks Lærerforenings internationale kontor i Bruxelles om aktuelle internationale tendenser, som hun kan se, og hun har svaret, at hendes indtryk er “…
” Lige nu er der en del af kollegerne fra de øvrige nordiske lande, særligt Norge, som er meget inspirerede af det danske ”Sammen om skolen”.
Jeg er tidligere stødt på Wales, som har forsøgt sig med en inddragelse af skoler (lærere og skoleledere) i fornyelsen af deres læreplaner. I det hele taget er det nok der jeg har set mest opmærksomhed i landene.
Mange lande ændrer deres læreplaner i disse år, men det er meget forskelligt hvorvidt de inddrager lærerne.
Eksemplet fra Wales er interessant, men som altid er der nogen der ikke er helt enige i at det reelt er så involverende, som det bliver fremlagt fra politisk side. Men jeg kender på den anden side ingen eksempler hvor alle parter 100 % har armene oppe i begejstring. Her er link til resultatet af arbejdet: Our national mission | GOV.WALES
Finland er interessant i den forstand, at de er gået fra et godt samarbejdsklima, til en meget mere problematisk relation mellem politikere og praktikere. Det forklares blandt andet med en mere hyppig revidering af eksisterende lovgivning, udfordringer ift. et stigende antal elever med særlige behov, som politikerne ikke tager tilstrækkelig alvorligt, læreres oplevelse af tidskrævende dokumentation der ikke fører nogle vegne.
Det interessante er hvorfor det går den vej. Er det alene et spørgsmål om politikere der vil styre og kontrollere mere, eller er det et spørgsmål om grundlæggende forandringer af skole og samfund, som man søger politiske løsninger på frem for pædagogiske? Og i givet fald – hvorfor har det ændret sig?
I Estland er der, som traditionelt i Finland, stor opbakning til at lærerne træffer de fagprofessionelle valg, altså høj grad af autonomi. Estland klarer sig godt i PISA, men samtidig ser vi lærere der aktuelt strejker pga. lønniveauet.
I Norge har man været relativt tilfreds med inddragelse i politiske beslutninger, fx ift. læreplaner. Men også der har det ændret sig. En langvarig konflikt mellem KS (Norsk KL) og lærerne har medført en noget giftigt klima.
Samtidig synes der at være en asymmetri i international og national uddannelsespolitik. OECD og særligt UNESCO/FN tager udfordringer som lærermangel, mangel på kompetenceudvikling af lærere, professionens manglende attraktionskraft – og et fald i investeringer i uddannelse - mere alvorligt end landene gør.
Man kan sige, at det er en gratis omgang for dem at pege på disse ting, men det er samtidig bemærkelsesværdigt.
Senest har Europa-Kommissionen i rapporten Education and Training Monitor 2023 (udgives årligt) haft lærermangel som tema, og blandt andet peget på sammenhæng mellem kvalitet i uddannelse og lærernes arbejdsmiljø. Det er alligevel interessant.”
***************************************************************
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ” Opsamling af den uddannelsespolitiske udvikling siden 1980érne”
i mit kapitel Hedegaard, E. (3. udgave 2017 & 2024): Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.
Se Overblik over alle blog-indlæg
***************************************************************
