Der er meget fokus på, hvordan man håndterer teknologi i dag. Dog er der er et meget større spørgsmål, der er skjult bag dette, og det er, hvad det vil sige at være menneske i vores verden fyldt med teknologiske distraktioner.
En amerikansk gymnasielærer har skrevet en inspirerende artikel baseret på hans filosofiundervisning, eksperimenter med 72 timer uden mobiltelefon og refleksioner som både er hans elevers og hans egne.
Andrew Housiaux har givet artiklen titlen "Eksistentialisme og Instagram" samt "Teenagere reflekterer over teknologi og det at være menneske ved hjælp af Kierkegaard, Dostojevskij, Pascal og Sartre"
Han konkluderer: ”Som undervisere er det vores opgave at invitere denne del af deres liv ind i klasseværelset ved at forbinde den med centrale temaer og spørgsmål inden for humaniora, og dermed give de unge sproget og ideerne til at formulere, hvordan de bedst kan leve frit valgte og autentiske liv.”
Nyd denne tour de force af tanker fra filosoffer og filosoferende unge!
(Nedenunder artiklen følger 3 links til artikler, der udvider fokus fra unge til mindre børn såvel som os selv og igangsætter overvejelser om vores brug eller overforbrug af skærmteknologier)
Andrew Housiaux (2019):
“Eksistentialisme og Instagram. Teenagere reflekterer over teknologi og det at være menneske ved hjælp af Kierkegaard, Dostojevskij, Pascal og Sartre”
(Min oversættelse efter tilladelse fra forfatteren)
Du spekulerer måske på, hvad en gruppe amerikanske unge har til fælles med eksistentialistiske filosoffer som Jean-Paul Sartre. Tre ord dukker især op: Frygt, angst og fortvivlelse. Eksistentialistiske tænkere og mange af deres filosofiske forgængere så disse følelser som centrale for den menneskelige situation. Og dette er følelser, som mange unge i dag kan forholde sig til lige så stærkt.
Eksistentialisterne argumenterede for, at man må konfrontere, reflektere over og forstå disse følelser for at kunne leve et frit og autentisk liv. Dette fik mig til at spekulere på, hvad jeg og mine elever kunne lære om angst og fortvivlelse, hvis de besluttede at konfrontere disse eksistentielle ængstelser ved at opgive deres mobiltelefoner og bruge den tid, de fik, til personlig refleksion. Hvad kan disse erfaringer desuden sige om, hvordan man bedst kan undervise unge i dag?
Phillips Academy er en internatskole i Andover i Massachusetts i USA. Med en gennemsnitlig klassestørrelse på 13 er skolen i stand til at lade eleverne deltage regelmæssigt i klassediskussioner. Nogle af disse forhold - små klassestørrelser og kostskolemiljø - gælder jo ikke i alle skolesammenhænge, men der er alligevel erfaringer, der kan læres af og deles med undervisere overalt.
Omkring halvvejs i et 10-ugers kursus om eksistentiel filosofi kunne jeg se, at eleverne var i stand til at demonstrere en god forståelse af ordene i de tekster, vi diskuterede - slet ikke nogen dårlig præstation i forhold til disse begrebers kompleksitet. Jeg var dog bekymret over en kløft mellem deres intellektuelle viden og deres forståelse af, hvordan de ideer, vi havde studeret, relaterede til deres egne liv.
Med udgangspunkt i John Deweys ideer om, at man ikke lærer af erfaring alene, men fra refleksion over erfaring, gav jeg mine elever mulighed for at aflevere deres mobiltelefoner til mig i 72 timer i løbet af hvilken tid, jeg ville holde dem låst inde i en skuffe på mit kontor. Reaktionerne på dette forslag varierede meget: Der var spænding, nysgerrighed, endda en følelse af panik. Én elev flygtede ud af rummet, da jeg annoncerede denne valgfri øvelse, dog vendte hun skamfuldt tilbage senere den dag og rakte mig sin telefon. Alt i alt deltog 8 ud af 14 elever første gang jeg gennemførte dette eksperiment, og et lignende antal gjorde det i de efterfølgende år. I slutningen af ugen skrev eleverne et essay i klassen, hvor de brugte idéer fra de eksistentialistiske tænkere, vi havde studeret, for at analysere deres oplevelse af ikke at have deres telefon i tre dage. Deres refleksioner viste, at de var begyndt at bygge bro over kløften mellem intellektuel viden og egen erfaring og dermed var kommet til en meget dybere forståelse af disse ideer.
Deres tanker giver også indsigt i tre vigtige årsager til kriser, som unge mennesker oplever i dag: For det første angst i forbindelse med brug af sociale medier; for det andet vanskeligheder med at udholde psykisk og fysisk ubehag, især ved fravær af stimulering; og for det tredje dyb angst omkring, hvad det betyder at være et frit menneske, der er ansvarlig for ens egne valg.
Angst, sociale medier og ”mængden”: Refleksioner over Kierkegaard
Vores læsning af Søren Kierkegaard, den danske filosof fra det 19. århundrede, hjalp eleverne med at forstå deres samtidige og modstridende længsler efter uafhængighed af og godkendelse fra deres jævnaldrende. Advarende om farerne ved konformitet, skrev Kierkegaard (1859/1975), "en menneskemængde er i selve begrebet usandt, på grund af det faktum, at det gør individet fuldstændig uansvarligt og uden anger" (s. 95). Hans bekymringer over måder, hvorpå enkeltpersoner kan miste sig selv i mængden, blev gentaget i flere elevers essays. En skrev:
På en gåtur tilbage til mit værelse fra orkesterprøve torsdag aften, brød jeg sammen i tårer. Jeg følte intens angst over, at jeg ikke kun har spildt så meget af mit liv med at stirre på en skærm, men også at jeg ikke har viljestyrken til at slippe fri fra den mængde, der bruger smartphones.
Denne magnetiske tiltrækning fra telefonen er delvis forårsaget af det faktum, at mange af vores elever får adgang til hele deres sociale verden gennem den. Selvom denne elev bekymrer sig over den mængde tid, hun har brugt på sin telefon, ser hun ikke sig selv i stand til at lade være med at bruge den. Hendes ord peger på mængdens magt - i dette tilfælde de sociale medienetværk, som unge deltager i. Det kan simpelthen være for svært at vende sig væk fra denne mængde, et socialt fænomen, der forværres af Snapchat-streaks (som tilskynder brugerne til at logge ind til Snapchat dagligt) og nedfældet i forkortelsen FOMO: Frygt for at gå glip af noget (Fear of Missing Out).
En anden elev skrev om at tilpasse sin egen præsentation til dem, der ville se hendes onlineindlæg: ”For at bruge ord Kierkegaard måske kunne anvende, hvordan kan jeg få den størst mulige mængde til at give mig deres godkendelse?” Denne elev indså, at hun havde skabt en redigeret - og i sidste ende fabrikeret - selv, i form redigering af billeder til mængdens godkendelse.
Disse to eksempler peger på dybere udfordringer. Den elev, der forlod orkesterprøven, karakteriserede hendes egne kampe som en mangel på egen vilje: ”Jeg har ikke viljestyrken til at bryde fri.”Hendes analyse er lige så intens som den er ufuldstændig. Hun bruger et apparat og nogle apps, der er designet til at være vanedannende og drage fordel af stærke menneskelige behov for fornøjelse og social godkendelse. Tristan Harris, en tidligere produktchef hos Google og grundlæggeren af Center for Humane Technology, hævder, at denne teknologi ikke “er designet til at hjælpe os. Den er designet til at holde os afhængig (hooked)”(Vox Media, 2018). Når alt kommer til alt, jo flere brugere der interagerer med bestemte apps, jo flere data kan deres udviklere sælge til annoncører. Harris sammenligner opdateringsfunktionen i flere populære apps med afspilningen af en spilleautomat, en oplevelse der er designet til at give illusionen om, at brugeren har kontrol. Spillere trækker igen og igen i håndtaget - eller opdaterer skærmen - i håb om en belønning. Og når belønningen kommer i form af "likes" på deres ”posts”, så ændrer brugerne deres selvpræsentation for at øge deres chancer for at få flere belønninger. Unge med dybt følte ønsker om accept, hvis hjerner stadigt udvikler sig, er meget sårbare over for de teknikker, som sociale mediedesignere bruger for at holde dem online.
Legemliggjort fysisk og mental kvalme: Pascal og kedsomhed
I mangel af deres mobiltelefoner måtte eleverne konfrontere både kedsomhed og det ledsagende vedvarende ubehag. De begyndte på en dybere måde at værdsætte ordene af det 17. århundredes filosof Blaise Pascal (1670/1995), der hævdede, at ”den eneste årsag til [menneskehedens] ulykke er, at [vi] ikke ved, hvordan vi skal forblive stille i [ vores] rum”(s. 37). Efter at have reflekteret over denne situation skrev en elev, ”Jeg ved, at min telefon ikke er sund for mig, men alligevel tjekker jeg den næsten altid. Det er en flugt fra den klare bevidsthed, som menneskeheden lider under.”Disse ord peger på en dyb spænding i elevernes brug af deres mobiltelefoner: De ved intellektuelt, at den måde, de bruger deres telefon på, ikke er god for dem, men deres oplevelse er, at telefonen giver en midlertidig (omend utilstrækkelig) tilflugt, når man føler sig i krise. Længere henne i sit essay skrev denne elev, at hendes telefon “giver mig mulighed for at vælge, hvornår jeg skal tænke, og hvornår jeg ikke gør det. Det er en simpel slukkemekanisme, som jeg kan have i min hånd.”Disse refleksioner er som et ekko af resultaterne fra en gruppe forskere, der fandt, at folk foretrak elektriske stød frem for oplevelsen af at sidde alene i et rum (Wilson et al., 2014). At scrolle og tjekke mobilen kan give et midlertidigt pusterum fra ubehag, men udsættelse ved hjælp af overspringshandlinger og tid på sociale medier forværrer ofte deres kriser på langt sigt.
En anden elev beskrev simpelthen sin telefon som en "personlig angsthåndteringsmekanisme".Uden dette sikkerhedstæppe var unge ofte fortabt; de havde ikke lært at være alene med sig selv eller at være gode til at forstå eget indre liv. At være uden telefon kunne være overvældende, lige som det var for den elev, der brød sammen i tårer efter at have forladt sin orkesterprøve. En anden elev skrev, "det, der begyndte som en behagelig frihed fra en følelse af forpligtelse til at fordybe mig selv i sociale medier, blev hurtigt til en dyb ensomhed, og fornemmelsen trak mig ned i dybe tanker ligesom draget af en bølges stærke understrøm."Disse stærke følelser var blevet holdt stangen, når eleverne havde noget at distrahere sig med, men de dukkede op med stor styrke, når stimuleringen var fraværende.
Opfølgningssamtaler med disse elever afslørede, at de var mere ukuelige (resilient), end deres oprindelige rå refleksioner kunne have antydet. Men denne oplevelse afslørede ikke desto mindre for dem selv et grundlæggende niveau af nød og angst, som de tidligere havde været i stand til at undertrykke via teknologiske distraktioner. Det hjalp også med til at belyse den dybere betydning af ord som frygt og fortvivlelse, som de havde brugt mere lemfældigt i klassediskussioner tidligere.
Ikke alle oplevelser med at opgive digital distraktion var negative. Flere af de unge nød i den grad friheden og sindsroen ved denne nye måde at være i verden på, at de efterlod deres mobiltelefoner på mit kontor også efter de første tre dage. To elevers mobiltelefoner forblev på mit kontor i mere end en måned. En anden elev skrev, at selvom han tidligere ville bruge sin telefon til at "kede mig til følelsesløshed, indtil frygten dæmpes",så begyndte han ved udgangen af de tre dage at læse for sjov og var nu begyndt at skrive en novelle. Denne elev rapporterede, at "ved at isolere mig fra min telefon, begyndte jeg at gøre tingene meget mere autentisk, end jeg gør på daglig basis."
Frihedsangsten: Sartre og Dostojevskij
Overvejende så eleverne deres brug af tid på deres telefoner som en flugt fra frihed, hvilket gav dem en ny forståelse af Sartres (1946/2007) påstand om, at "[vi] er fordømt til at være frie"(s. 29). For nogle var denne frihed simpelthen for meget at bære. Den elev, hvis frihed fra sin telefon førte ham til at læse og skrive en novelle, begyndte også at stille spørgsmålstegn ved noget af det akademiske arbejde, han blev bedt om at gøre, med det resultat, at han stoppede med at lave hjemmearbejde i to klasser for at fokusere på disse mere kreative sysler. På grund af dette konkluderede han i sidste ende, at ”handle frit ikke var befordrende for succes … Jeg blev råbt ad både i min fysik- og matematikundervisning.”
En anden elev begyndte at forstå, hvordan den frihed, hun troede, hun havde, var en illusion: ”Jeg bruger min telefon som et værktøj til at begrænse mig selv, samtidigt med at jeg tror, at jeg har kontrol . . . Har jeg i virkeligheden kontrol? Eller mister jeg en del af, hvad det betyder at være menneske?” I vores diskussion af Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov” pegede flere på den store inkvisitors påstand, at der eksisterer en “universel og evig bekymring og kval i mennesket som individuelt væsen og fælles for hele menneskeheden, nemlig: 'for hvem skal jeg bøje mig?' ” (Dostojevskij, 1880/2002, s. 254). Disse elever så, at selv om deres telefoner tilbød en tilsyneladende valgfrihed, var de faktisk stort set lænket af teknologi og deres følelsesmæssige reaktioner på det.
Ved afslutningen af sit essay reflekterede den elev, der skrev bekymret om sit tab af kontrol, over sit anspændte forhold til sin telefon: ”Jeg kan ikke bebrejde mig selv for at have forsøgt at distancere mig fra den uendelige frygt, men jeg må holde min afhængighed af distraktion i skak for ikke at miste min identitet som et frit menneske”. Hvad betyder det at være et frit menneske? Det er svært at forestille sig et mere centralt spørgsmål i studiet af filosofi og, endnu vigtigere, i vores elevers liv.
Hvad dette betyder for undervisere
For alle, der har arbejdet med unge i løbet af det sidste årti, er centraliteten af mobiltelefoner og sociale medier i de unges liv ingen overraskelse. Men det, der er nyt, er, hvor godt disse elever er i stand til at tale om deres eget liv og valg. Én , der endte med at efterlade sin telefon hos mig i tre uger, observerede, at "det er mit ufri syn på livet og min frygt for det, der kræver reel opmærksomhed." Ord som dette ville gøre eksistentialisterne stolte, fordi de viser et menneske, der vælger at vende sig mod dets frygt snarere end væk fra den. Uanset hvilke erfaringer, de fik, så var disse elever i stand til at gøre sådanne overbevisende refleksioner netop fordi de var i dialog med magtfulde tænkere. Ved at gå væk fra deres mobiltelefoner, holde øje med deres indre liv og stemninger og derefter bringe disse erfaringer i dialog med centrale tekster i filosofi og litteratur, var de i stand til bedre at forstå dem selv, deres egne motiver og impulserne bag deres brug af teknologi.
Dette eksperiment viser tydeligt, at unge er interesserede i at reflektere over og forstå deres hele liv, både on- og offline. Som undervisere er det vores opgave at invitere denne del af deres liv ind i klasseværelset ved at forbinde den med centrale temaer og spørgsmål inden for humaniora, og derved give unge sproget og ideerne til at formulere, hvordan de bedst kan leve frit valgte og autentiske liv.
............................................................................................................................................
Referencer der indgår i artiklen:
Dostojevskij, F. (2002). The Brothers Karamazov (R. Pevear and L. Volokhonsky, trans.). New York, NY: FSG. (Original work published 1880)
Kierkegaard, S. (1975). That individual. In W. Kaufmann (Ed.), Existentialism: From Dostoyevsky to Sartre (pp. 94-101). New York, NY: Penguin. (Original work published 1859)
Pascal, B. (1995). Pensées (A. Krailsheimer, trans.). New York, NY: Penguin. (Original work published 1670)
Sartre, J. (2007). Existentialism is a humanism (C. Macomber, trans.). New Haven, CT: Yale University Press. (Original work published 1946)
Vox media. (2018, February 23). It’s not you. Phones are designed to be addicting. www.youtube.com/watch?v=NUMa0QkPzns
Wilson, T.D., Reinhard, D.A., Westgate, E.C., Gilbert, D.T., Ellerbeck, N., Hahn, C. . . . Shaked, A. (2014). Just think: The challenges of the disengaged mind. Science, 345 (6192), 75-77.
ANDREW HOUSIAUX (ahousiaux@andover.edu) is Currie Family Director of the Tang Institute at Phillips Academy, Andover, MA.
............................................................................................................................................
Den danske tekst er min oversættelse med tilladelse fra forfatteren. Den originale artikel er …
Andrew Housiaux (2019): “Existentialism and Instagram: Teenagers reflect on technology and being human, with the help of Kierkegaard, Dostoyevsky, Pascal, and Sartre”
Page 48-51 Phi Delta Kappan December 2019/January 2020 ( Tidsskrift for en amerikansk lærerorganisation med samme navn)
Link til artiklen: https://kappanonline.org/existentialism-instagram-philosophy-technology-housiaux/
............................................................................................................................................
Artiklen ovenfor er hovedsageligt relevant for forældre og lærere, der arbejder med unge i ungdomsuddannelser.
Her følger 4 links til artikler, der udvider omfanget og igangsætter overvejelser om vores brug eller overforbrug af skærmteknologier:
Bekæmp trangen til at scrolle og tjekke mobilen
(Kristine Dam Johansen i Jyllandsposten 18.06.18)
Denne artikel er relevant for forældre til småbørn og fagfolk, der arbejder med småbørn: “Screen tits for tots – Early overuse of screen technology can cause permanent damage in toddlers” (Oversættelse: "Skærmtips til småbørn - tidlig overforbrug af skærmteknologi kan forårsage permanent skade hos småbørn"
En ”toddler” er at barn mellem 12 og 36 måder gammel. Ordet kommer fra "to toddle", som betyder at gå usikkert, som et barn i den alder gør.
Denne artikel er relevant for forældre til småbørn og alle andre:“For The Children's Sake, Put Down That Smartphone”.
(Oversættelse:"For børnenes skyld, læg den smartphone".)
Læs eller hør indholdet (4 minutters lytning)
Du vil finde mange andre anbefalinger om brugen af teknologier i litteraturen og på Internettet. Her er et par eksempler, som du kan overveje, når du udvikler dine egne refleksioner - og retningslinjer:
”Retningslinjer for teknologibrug
• American Academy of Pediatrics udsendte i 2001 og igen i 2013 erklæringer om, at børn i alderen 0-2 år ikke bør udsættes for nogen teknologier (endda baggrunds-tv); 3-5 år begrænset til en times total teknologi pr. Dag; og 6-18 år begrænses til 2 timers total teknologi pr. dag (AAP 2001, 2013).
• Det canadiske pædiatriske selskab tilsluttede sig AAP-anbefalingerne i 2010 (CPS 2010).
• Børn bruger i øjeblikket 4-5 gange den mængde teknologi, der er anbefalet af pædiatriske eksperter (Pagini 2010, Common Sense Media 2013).
De følgende retningslinjer for teknologibrug for børn og unge blev udviklet af Cris Rowan, pædiatrisk ergoterapeut og forfatter af Virtual Child; Dr. Andrew Doan, forfatter af ”Hooked on Games” og Dr. Hilarie Cash, direktør for ”reSTART Internet Addiction Recovery Program”med bidrag fra American Academy of Pediatrics og the Canadian Pediatric Society, i et forsøg på at sikre bæredygtig fremtid for alle børn”
Link til den originale engelske tekst "Technology Usage Guidelines" (Retningslinjer for teknologibrug) http://www.zoneinworkshops.com/zonein-fact-sheet.html
Dette blogindlæg er en oversættelse af Teach GLOBAL CITIZENSHIP Newsletter no. 36
se den engelske version her
***************************************************************
se den engelske version her
***************************************************************
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Første uddybning: kampen om pædagogikken”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.
***************************************************************