Det er spørgsmålene som er på dagsordenen i Justine Grønbæk Pors´ bog ”Evaluering indefra. Politisk ledelse af folkeskolens evalueringskultur”(Nyt fra Samfundsvidenskaberne 2009)
”Selvom vi ofte taler om evaluering i entydig betydning – i skolesammenhænge ofte som prøver og test af elever – dukker mange forskellige former for social praksis op under betegnelsen evaluering. På undervisningsministeriets internetportal kaldes såvel nationale tests som diverse samtale og udviklingsværktøjer for evaluering. Det, der søges styret, varierer tilsvarende fra elevers resultater i standardiserede prøver til lærerens egen udvikling af sin egen identitet. Holder man kun øje med evaluering i betydning af prøver og tests af elever, kan man ikke til fulde beskrive den styring af folkeskolelærere, undervisningsministeriet praktiserer” (S. 103-104)
Tidligere i bogen er beskrevet hvordan skoleforskere traditionelt skelner mellem ekstern styring i form af (detalje-)styring, bureaukrati og kontrol udefra, og intern styring i form af dialog mellem aktørerne inde i skolen. Det påpeges gennem hele bogen, at denne skelnen ikke længere kan bruges til at forstå det, der foregår i dag.
”Politisk ledelse (omorganiseres) så initiativer rettes mod de decentrale aktørers selvstyring. Det der søges styret, er ikke længere blot ydre aktiviteter i de professionelles arbejde, man de professionelle selv og deres indre tanker, holdninger og udviklingspotentiale” (side 106)
Forfatteren opsamler en væsentlig del af analysen på side 100-101:
”Som jeg har vist, reflekterer undervisningsministeriet over, at de ikke kan opnå, hvad de ønsker, med traditionelle styringsmidler. Ministeriet forskyder derfor deres styringsstrategi fra en situation, hvor forsøg på at styre præcis er årsagen til, at styringen møder modstand, til en situation, hvor lærere må være selvstyrende netop for at være effektivt styrede.(min fremhævelse)
Skolens autonomi dukker i denne paradoksale situation ikke op som et spørgsmål om fravær eller nærvær af politisk opmærksomhed. Supervisionsstyring er en kompleks situation, hvor skolen tilbydes rollen som både styrende og styrede. Politisk styring forsvinder ikke, men antager form af vejledning og hjælp til udvikling. Ministeriet inviterer skolen til at binde sig selv på samfundsmæssige målsætninger og lade evalueringskampagnen guide sig i processen.
Den autonomi, skoler kan vinde i evalueringsdiskursen, kan man kalde refleksiv, selvreguleret autonomi. Selvreguleret, fordi skolen påtager sig at lede selv i overensstemmelse med de rammer, Undervisningsministeriet udstikker. Og refleksiv, fordi den er betinget af, at skolen frivilligt og aktivt spejler sin selvforståelse i samfundets helhed. Det drejer sig om at kommunikere, at skolen forholder sig til, hvordan den virker ind på samfundet. Ikke efter parolen ”en god skole er velfærd i sig selv”, men i konkrete beskrivelser af, hvordan skolen imødekommer de udfordringer andre samfundsmæssige aktører sætter på dagsordenen. Refleksiv, selvreguleret autonomi indebærer, at skolerne påtager sig at beskrive deres bidrag til velfærdssamfundet i formuleringer, der også er meningsfulde for eksempelvis politiske eller økonomiske aktører.
Udfordringen for den enkelte skole er at kommunikere i et strategisk landskab, hvor autonomi ikke er frihed fra kontrol og politisk bevågenhed , men frihedtil selv at binde sig på samfundsmæssige målsætninger, demonstrere egen ledelsesmæssig handlekraft og opsøge supervision – også fra andre vidensfelter end det pædagogiske.
…
At vinde selvstændighed er ligesom at cykle. At blive på cyklen kræver , at man hele tiden træder i pedalerne, så cyklen holdes i bevægelse. Går cyklen i stå, vælter rytteren. På samme måde handler autonomi om at holde skolen i bevægelse ved hele tiden at skabe og omskabe skolens identitet. Selvstædighed erobres ved fortsat selvskabelse. Skolen må demonstrere, at den hele tiden udvikler sig i forhold til det aktuelle samfund og de udfordringer, som samfundet står overfor.
…
Hvis skoler ikke allerede er med der, hvor problemer udpeges, har de færre muligheder for at beskrive de løsninger, de kan bidrage med. Det oplagte eksempel er, hvordan målet bliver, at danske skolelever placerer sig bedst i nationale og internationale tests, hvis først globalisering er beskrevet som noget, der medfører efterspørgsel på en særlig faglighed i de enkelte skolefag.
…
Skolen kan kun vinde selvstændighed ved fortsat at skabe sin omverden og sin egen plads i den”
(side 102)
***************************************************************
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.
***************************************************************
