onsdag den 18. september 2019

Afkryptering af den sociopolitiske kontekst for skolereformer i USA

Her en oversigt over de konkrete barrierer i uddannelse i USA




Matthew Lynch (2014): Deciphering the Sociopolitical Context of School Reform, in The Edvocate



Her er hele artiklen: 

"Deciphering the Sociopolitical Context of School Reform

This sociopolitical context refers to contemporary ideologies, regulations, policies, conditions, laws, practices, traditions, and events that define America’s education. These ideologies, practices, laws, and policies cause the current structural inequality in the education sector. Societal ideologies, assumptions, and expectations, which relate to people’s identities, race, ethnicity, gender, sexual orientation, social class, language, and various other differences , are often taken for granted. Together with other material and concrete conditions in the society, these factors create barriers to educational progress.
In the U.S., many young students have been hindered by their schooling. Many societies around the world are facing the same situation due to globalization, immigration, and war, which are making urban areas increasingly cosmopolitan. The sociopolitical context affects every society due to the connection between democracy and public schools. It is mostly through public schools that children get the opportunity for a better life.
Public schools can fuel democracy. Because of privatization and other market-driven schemes, the important connection between public schooling and democracy seems to have been lost. The sociopolitical context, at the school level, influences policies and practices, such as the curriculum, teaching, parent outreach, discipline, and hiring of staff, among others. The sociopolitical context determines who benefits and who loses in the curriculum.
At an individual level, teachers, school leaders, and other educators are largely influenced by the ideologies and beliefs in society. They act on them whether they believe them or not. Racism and other biases manifest themselves through school policies and through school staff practices and decisions. For example, deciding which students are gifted and which require special education is often affected by teachers’ biases.
The context includes changing demographics in the population. In the U.S., particularly, 30% of the nation’s residents are African Americans, Asian/Pacific Islanders, Latinos, and American Indians. Future projections by the Census Bureau are even more dramatic, estimating that, by 2050, people of color will be over 50% of the total population of the U.S. For the first time, European Americans will be the “minority.” Currently, there are over 450 languages spoken in the U.S., and nearly a fifth of the total U.S. population speaks a language other than English at home.
On the other hand, statistics show that the profile of teachers has changed very little compared with the population profile. Most sources show that 85–90% of U.S. teachers are European American, monolingual English speakers, who have had little experience with students of color and those whose native language is not English.
The growth in diversity is related to a growing “achievement gap” between European American students and students of color. Statistics gathered in 2006 by Quality Counts 10, show that, though student achievement has generally improved, the achievement gap between African American and Hispanic students compared to European American students is still very large. The gap is the equivalent of two grade levels or more, close to what it was in 1992. The attention to the achievement gap focuses on students, instead of the institutionalized policies, practices, and inequality in education that affect their learning.
In many countries, there has been a growing culture of standardization that forms part of the sociopolitical context. In the U.S., standardization has been mainly influenced by federal legislation, most recently the No Child Left Behind Act. This is despite glaring evidence that testing rather than increasing student learning leads to higher dropout rates and less school engagement.
Additionally, there is the issue of segregation according to race, ethnicity, and social class, which is now worse than at any time since the 1954 decision in Brown v. Board of Education. At present, the most segregated of all students are low-income Latinos, though poor children of all backgrounds, and particularly poor children of color, are the most affected.
The most significant aspect of the sociopolitical context is probably the long-standing and growing structural and social inequality, resulting in poverty, inadequate housing, poor access to health care, and unemployment. Although teachers can make a significant difference in terms of opportunities for their students, they alone cannot take on the entire responsibility for student achievement. This is due to the existence of inequality and structural barriers created by racism , lack of resources in poor schools, poor infrastructure, and unfair and bureaucratic policies.
The policies that regulate the minimum wage, availability of jobs, tax rates, medical care, and affordable housing, are primarily responsible for causing school failure. Educational policies alone cannot transcend these policies. If education reform is pursued without any additional investments in health care, housing, early childhood education, after-school and summer programs, or any other social and economic support, then the achievement gap can never be closed."



*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Hvordan udvikles nationale uddannelsessystemer gennem kamp?”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.


***************************************************************



mandag den 2. september 2019

Hvad ved vi om det største uddannelsessystem i verden? ... Kinas uddannelsessystem ...

Et system, der uddanner 260 millioner unge mennesker, og som beskæftiger 15 millioner lærere? Ikke så meget.


Citat fra indledningen:


"Denne publikation sigter mod at ændre det. Det giver et bredt overblik over, hvordan Kinas uddannelsessystem er organiseret og fungerer, og hvordan reformer, både fortid og nuværende, har omformet uddannelse i Kina over tid.

Rapporten undersøger derefter mere detaljeret uddannelse i de fire økonomier i Kina, der deltog i PISA 2015:

Beijing, Shanghai, Jiangsu og Guangdong

Den giver den kontekst, i hvilken Kinas deltagelse i PISA - og dens resultater i PISA - skal fortolkes."

Education in China. A Snapshot. OECD 2016 (pdf, 62 sider) klik
https://www.oecd.org/china/Education-in-China-a-snapshot.pdf




*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ” Hvad er meningen med et uddannelsessystem i en nationalstat i dag?”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

*************************************************************** 

Beskrivelser af uddannelsessystemer og reformer i alle 38 ERASMUS+-deltagende lande

Her kan du se de officielle beskrivelser af uddannelsesystemer og reformbestræbelser  i 42 nationale enheder med base i de 38 lande, der deltager i Erasmus + -programmet (28 EU-medlemsstater, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Nord-Makedonien, Island, Liechtenstein, Montenegro, Norge, Serbien, Schweiz og Kalkun).

De nationale enheder er ansvarlige for udarbejdelsen og opdateringen af deres uddannelsessystembeskrivelser og indholdet i 14 kapitler, som har den samme struktur i hver beskrivelse.



Indgang til EURYDICE hjemmesiden, hvor der kan klikkes på de enkelte landes beskrivelser: klik

*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ” Hvad er meningen med et uddannelsessystem i en nationalstat i dag?”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

*************************************************************** 

Sker der en socialpolitisk drejning af Folkeskolens formål?

Dette spørgsmål diskuteres i denne artikel:

Mie Amalie Holstein: "Rosenkrantz-Theil glemmer Folkeskolens raison-de´être". Berlingske Tidende. !.sektion s. 38 23.08.2019

Her er hele teksten:


12. august sendte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil et brev til landets folkeskolelærere. I brevet beklagede hun det »uskønne« forløb under lærerkonflikten og udstak en ny retning for folkeskolen.
Brevet er interessant af to årsager.
For det første fordi Rosenkrantz-Theil anlægger et socialpolitisk perspektiv på folkeskolen. Ifølge Rosenkrantz-Theil er skolens opgave at hjælpe dem, som er »pressede af præstationskulturen« og har »vanskelige forhold på hjemmefronten«. Derudover skal skolen »styrke og systematisere den tidlige sociale indsats«, for »Danmark skal være det bedste land at være barn i.«
Men brevet er særligt interessant på grund af det, det ikke indeholder. For alle de ord, der normalt kendetegner folkeskolens formål – for eksempel »kundskaber og færdigheder«, at »fremme den enkelte elevs alsidige udvikling« og danne til »åndsfrihed, ligeværd og demokrati« glimrer ved sit fravær.
Hermed ikke sagt, at vi ikke skal hjælpe de børn, der har det svært. Selvfølgeligt skal vi det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Rosenkrantz-Theils socialpolitiske drejning af skolens formål er et udtryk for, at hun har opgivet at rette op på den ensretning af dannelsen, forfladigelse i opfattelsen af børnene og funktionstømning af familien, som blev introduceret med helddagsskolen.
Med introduktionen af helddagsskolen og de lange skoledage flyttede vi en stor del af ansvaret for dannelsen fra forældrene til staten. Det var en bevægelse væk fra civilsamfundets mangfoldige tilbud mod en kollektiviseret og ensrettet dannelse, som helt naturligt er præget af den ideologi, der er fremherskende i velfærdsinstitutionerne.
Parallelt fulgte en forfladigelse i opfattelsen af børnene. Tænkningen bag heldagsskolen var, at skolen først og fremmest skulle uddanne fremtidens medarbejdere. Fokus var i mindre grad at skabe gode samfundsborgere, moralske væsener eller hele, lykkelige mennesker.
Eksempelvis var sigtet med mere motion og bevægelse i skoletiden, at eleverne derved kunne lære mere. Det står i kontrast til de tilbud, man møder i civilsamfundet som eksempelvis sportsklubberne. Her bevæger man sig ikke for at lære mere. Tværtimod repræsenterer civilsamfundet og dets mangfoldighed af tilbud et sted, hvor individet kan udvikles i kraft af sig selv. Forfølge sine egne mål og for målenes egen skyld.
Endeligt betød heldagsskolen også en funktionstømning af familien. For med lektiecafeerne blev det sværere for forældrene at følge med i barnets udvikling og fremskridt, idet man fjernede det forpligtende link, der var mellem skolen og forældrene. Som på så mange andre områder kilede velfærdsstaten sig ind og skabte afstand mellem mennesker. Her mellem forældre og børn. I 2020 skal heldagsskolen evalueres. Jeg bliver ikke overrasket, hvis den ikke har haft de ønskede faglige effekter. For reformen bygger på en række forsøg udført på 12 skoler. Og evalueringen af disse forsøg lød ifølge Rambøll, at »heldagsskolerne samlet set ikke har en signifikant sammenhæng med elevernes faglige resultater«. Alligevel blev reformen gennemført.
Nu står en ny børne- og undervisningsminister med ansvaret for området. Omkring 60.000 børn er netop startet i 0. klasse. Det er helt afgørende, at Rosenkrantz-Theil ikke bruger børnene som et middel til at løfte en socialpolitisk målsætning, der sikrer Mette Frederiksen titlen som »børnenes statsminister«. I stedet bør hun sætte alle kræfter ind på at rette op på en fejlslagen folkeskolereform. For børnene fortjener at være et mål i sig selv. De fortjener at blive uddannet og dannet til livet.
Mia Amalie Holstein er velfærdspolitisk chef i CEPOS og medlem af Etisk Råd

*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Tredje uddybning: kampen om borgeropdragelsen”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.



***************************************************************