Viser opslag med etiketten Evaluering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Evaluering. Vis alle opslag

tirsdag den 12. marts 2019

En læser af bloggen spørger: Hvordan stiller du dig iøvrigt til al den kritik af læringsmål, som Keld Skovmand m.fl. har luftet for nylig?



Det er mit indtryk, at Skovmand har ret på nogle punkter, men også skyder over målet på andre.

se f. eks. https://www.folkeskolen.dk/624548/markant-kritiker-af-laeringsmaalstyret-undervisning-forsvarer-phd


Han har ret i
  • at der skete en uholdbar sammenblanding af politik og pædagogik da den ny folkeskolelov blev gennemført (f. eks. når undervisningsministeren ministeren sagde,  at der var videnskabelig bevis for at læringsmålstyring virker,  så enkelt kan der ikke konkluderes: Det afhænger af mange faktorer. 
  • At management-paradigmets målstyrings- og målingstænkning kan ikke anvendes på et område hvor målet også er dannelse, der ikke kan måles.

Han skyder over målet
I den virkelige verden vil dygtige lærere fokusere både på læringsmål, indholdsmål og mere langsigtede dannelsesmål ... hvis de er dygtige nok og har frihed til det ( .... til at samarbejde med kolleger om det).


Det gæder vist både i Folkeskolen og i højere uddannelser

torsdag den 25. oktober 2018

Er evaluering indefra en ny form for politisk ledelse af folkeskolen? Og skal lærere lære at fiske i stedet for at få en fanget fisk?


Det er spørgsmålene som er på dagsordenen i Justine Grønbæk Pors´ bog ”Evaluering indefra. Politisk ledelse af folkeskolens evalueringskultur”(Nyt fra Samfundsvidenskaberne 2009)

”Selvom vi ofte taler om evaluering i entydig betydning – i skolesammenhænge ofte som prøver og test af elever – dukker mange forskellige former for social praksis op under betegnelsen evaluering. På undervisningsministeriets internetportal kaldes såvel nationale tests som diverse samtale og udviklingsværktøjer for evaluering. Det, der søges styret, varierer tilsvarende fra elevers resultater i standardiserede prøver til lærerens egen udvikling af sin egen identitet. Holder man kun øje med evaluering i betydning af prøver og tests af elever, kan man ikke til fulde beskrive den styring af folkeskolelærere, undervisningsministeriet praktiserer” (S. 103-104)

Tidligere i bogen er beskrevet hvordan skoleforskere traditionelt skelner mellem ekstern styring i form af (detalje-)styring, bureaukrati  og kontrol udefra, og intern styring i form af dialog mellem aktørerne inde i skolen. Det påpeges gennem hele bogen, at denne skelnen ikke længere kan bruges til at forstå det, der foregår i dag.

”Politisk ledelse  (omorganiseres) så initiativer rettes mod de decentrale aktørers selvstyring. Det der søges styret, er ikke længere blot ydre aktiviteter i de professionelles arbejde, man de professionelle selv og deres indre tanker, holdninger og udviklingspotentiale” (side 106)

Forfatteren opsamler en væsentlig del af analysen på side 100-101:
”Som jeg har vist, reflekterer undervisningsministeriet over, at de ikke kan opnå, hvad de ønsker, med traditionelle styringsmidler. Ministeriet forskyder derfor deres styringsstrategi fra en situation, hvor forsøg på at styre præcis er årsagen til, at styringen møder modstand, til en situation, hvor lærere må være selvstyrende netop for at være effektivt styrede.(min fremhævelse)



Skolens autonomi dukker i denne paradoksale situation ikke op som et spørgsmål om fravær eller nærvær af politisk opmærksomhed. Supervisionsstyring er en kompleks situation, hvor skolen tilbydes rollen som både styrende og styrede. Politisk styring forsvinder ikke, men antager form af vejledning og hjælp til udvikling. Ministeriet inviterer skolen til at binde sig selv på samfundsmæssige målsætninger og lade evalueringskampagnen guide sig i processen.

Den autonomi, skoler kan vinde i evalueringsdiskursen, kan man kalde refleksiv, selvreguleret autonomi. Selvreguleret, fordi skolen påtager sig at lede selv i overensstemmelse med de rammer, Undervisningsministeriet udstikker. Og refleksiv, fordi den er betinget af, at skolen frivilligt og aktivt spejler sin selvforståelse i samfundets helhed. Det drejer sig om at kommunikere, at skolen forholder sig til, hvordan den virker ind på samfundet. Ikke efter parolen ”en god skole er velfærd i sig selv”, men i konkrete beskrivelser af, hvordan skolen imødekommer de udfordringer andre samfundsmæssige aktører sætter på dagsordenen.  Refleksiv, selvreguleret autonomi indebærer, at skolerne påtager sig at beskrive deres bidrag til velfærdssamfundet i formuleringer, der også er meningsfulde for eksempelvis politiske eller økonomiske aktører.

Udfordringen for den enkelte skole er at kommunikere i et strategisk landskab, hvor autonomi ikke er frihed fra kontrol og politisk bevågenhed , men frihedtil selv at binde sig på samfundsmæssige målsætninger, demonstrere egen ledelsesmæssig handlekraft og opsøge supervision – også fra andre vidensfelter end det pædagogiske.
At vinde selvstændighed er ligesom at cykle. At blive på cyklen kræver , at man hele tiden træder i pedalerne, så cyklen holdes i bevægelse. Går cyklen i stå, vælter rytteren. På samme måde handler autonomi om at holde skolen i bevægelse ved hele tiden at skabe og omskabe skolens identitet. Selvstædighed erobres ved fortsat selvskabelse. Skolen må demonstrere, at den hele tiden udvikler sig i forhold til det aktuelle samfund og de udfordringer, som samfundet står overfor.


Hvis skoler ikke allerede er med der, hvor problemer udpeges, har de færre muligheder for at beskrive de løsninger, de kan bidrage med. Det oplagte eksempel er, hvordan målet bliver, at danske skolelever placerer sig bedst i nationale og internationale tests, hvis først globalisering er beskrevet som noget, der medfører efterspørgsel på en særlig faglighed i de enkelte skolefag.
Skolen kan kun vinde selvstændighed ved fortsat at skabe sin omverden og sin egen plads i den”
(side 102)

*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.



*************************************************************** 

mandag den 18. december 2017

Uddannelsesreformer bliver presset igennem, og kun 1 ud af 10 bliver evalueret

Se
Gemma Ware (2015) Only one in ten education reforms analysed for their impact: OECD.
Artiklen er er tilgængelig på ...

"Wiping the slate clean won´t always help" Chalckboard via Lonni/Shutterstock


Pasi Sahlberg (2015): Evaluate education reforms today to avoid mistakes being repeated for our grandchildren.


I denne artikel graves der et par skridt dybere. Sahlberg fremhæver bl.a. at OECD´s fokus på "What to do" burde suppleres med en "What NOT to do"-liste, fordi der nu er mange erfaringer, der siger noget om dette.

Artiklen er tilgængelig på ...


Chilenske protester mod uddannelsesreform


*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer”
mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

*************************************************************** 


fredag den 8. december 2017

Balance mellem ansvar og tillid: “Accountability” i uddannelse


 "Accountability" er det centrale begreb i uddannelsesreformer verden rundt

Accountability betyder oversat til dansk ansvar, ansvarlighed, ansvarsfølelse, ansvarsbevidshed, selve det at man står til ansvar og lever op til  ens ansvar.

Men det engelske begreb bruges også i betydningen regnskabspligt, kontrolsystemer og oplysningspligt.

(Se evt eksempler på begge anvendelser på dansk:



UNESCO har lige udgivet en rapport, der har titlen “Accountability in education: Meeting our commitments”

“In 2017, the second report in the Global Education Monitoring (GEM) Report series continues its assessment of progress towards the Sustainable Development Goal on education (SDG4) and its 10 targets, as well as other related education targets in the SDG agenda.
It also investigates accountability in education, analyzing how all relevant stakeholders can provide education more effectively, efficiently and equitably. The report examines different accountability mechanisms that are used to hold governments, schools, teachers, parents, the international community, and the private sector accountable for inclusive, equitable and quality education.
By analyzing which policies make accountability work or fail, and which external factors impact on their success, the 2017/8 GEM Report concludes with concrete recommendations that will help build stronger education systems.”

Link til summary rapporten (53 sider)

Homepage for Education Monitoring Report

Links til hele rapporten “The Full Report” ( godt 500 sider)

Den samlede report er meget interessantere end “Summary Report”, fordi der gennemføres argumentationer og der gives mange konkrete eksempler fra rundt i verden.
I det hele taget viser den en afbalanceret holdning til “accountability”: 
Uddannelse fungerer ikke uden samarbejde mellem mange parter, og i særdeleshed lærerne. Og kontrolsystemer uden tillid og samarbejde fungerer ikke.



How all actors in education are currently held to account. Page 8 in Summary Report 


( I parentes bemærket giver rapporten indtryk af ikke at være præget af den amerikanske tradition for stive accountability-systems hvor rigid kontrol afløser tillid til lærere. Det er måske fordi USA ikke længere er med i UNESCO)




Jeg har valgt at fremhæve og  citere disse afsnit s. 222-223 i “The Full Report” http://unesdoc.unesco.org/images/0025/002593/259338e.pdf

“Recommendations 
Clear accountability mechanisms should be in place to meet global common commitments to inclusive,  equitable and high-quality education and lifelong learning for all.

This report has shown the whole array of approaches, ranging from countries where the concept of accountability is unknown, and violations of the right to education go unchallenged, to countries where accountability has become an end in itself instead  of a means to improve education.

Accountability in education starts with governments, which bear the primary duty to ensure the right to education. Every country in the world has ratified at least one international treaty illustrating its commitment to the right to education. However, in only 55% of countries is the right to education justiciable, meaning that there are laws allowing citizens to legally challenge failures in the education system.

Civil society organizations and the international community should lobby for the right to education, including for making the right justiciable in national legal frameworks. Of course, laws are only powerful if they are implemented. Effective accountability requires governments  to build stronger systems to enforce the laws. This report therefore lays out the following recommendations to help governments – but also other actors with a stake in education – to design and implement robust accountability systems.



DESIGNING A ROBUST ACCOUNTABILITY SYSTEM
Governments need to create space for meaningful and representative engagement to build trust and a shared understanding of respective responsibilities with all education actors – all government tiers and departments, legislative and judicial authorities, autonomous institutions, schools, teachers, parents, students, civil society, teachers’ unions, the private sector and international organizations.

Steps in that direction would include:

Providing formal space for meaningful dialogue among multiple stakeholders, especially those sitting outside government.

Strengthening the role of legislatures’ education committees by introducing regular review processes and building the capacity of their members.

Publishing an annual education monitoring report that presents actions taken and the results to which they have contributed, across all levels of education, for the benefit of the public.

Governments should develop credible education sector plans and transparent budgets with clear lines of responsibility and truly independent auditing mechanisms.

Fundamentally, government actors cannot be held accountable if there is no clarity on what they are accountable for.

Budget document transparency can help clarify where and when funding is released, providing information necessary for critical review, especially in the legislature. Governments should develop credible and efficient regulations and monitoring mechanisms and adhere to follow-up actions and sanctions when standards are not met. These should cover providers of both public and private education and ancillary services.

Processes, such as registration and accreditation or bidding and contracting, should be clear and transparent.

But regulations should also address equity and quality aspects of education. Governments should design school and teacher accountability mechanisms that are supportive and formative, and avoid punitive mechanisms, especially the types based on narrow performance measures.

Using student test scores to sanction schools or evaluate teachers can promote an unhealthy competition-based environment, narrow the curriculum, encourage teaching to the test, demotivate teachers and disadvantage weaker students, all of which undermine overall education quality and student learning.
...

Capacity:

Actors should be equipped with the skills and training needed to fulfill their responsibilities. Governments should ensure strong institutions are in place, including those serving policing, judicial and auditing functions, with the capacity to help deter, detect and investigate corruption in education.

Governments should treat teachers as professionals. They should help build their professionalism by investing in the necessary initial and in-service education programmes and providing them with autonomy.

In turn, teachers’ unions aiming to strengthen professionalism through codes of ethics should raise members’ awareness and build the skills of those entrusted with following through on such internal accountability mechanisms.” (min fremhævning)



*************************************************************** 
Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer”
i mit kapitel Hedegaard, E. (2017): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.



***************************************************************