Supplement til afsnittet ”Første uddybning: kampen om pædagogikken” i 2024 udgaven

Supplement til afsnittet ”Første uddybning: kampen om pædagogikken” i 2024 udgaven

 

 

 

Jeg har spurgt Kristina Altonen, som er leder af Danmarks Lærerforenings internationale kontor i Bruxelles om aktuelle tendenser, som hun kan se, og hun har i en mail skrevet de følgende overvejelser, som jeg har fået lov til at uploade på denne blog:

 

 

”Pædagogikkens rolle i skolens udfordringer

Globaliseringen har ændret karakter qua digitaliseringen, klimaudfordringerne og den globale COVID-19-pandemi. Tre forhold der alle har ændret samfund og det levede liv. Samtidig er der en underliggende forandring i den sociale sammenhængskraft, som det er mere komplekst at forklare. De tre ovenstående udfordringer spiller ind, men samtidig er der en mere generel forandring at spore. Mistrivsel blandt børn og voksne vokser og har massiv indflydelse på skoler og arbejdspladser. Fællesskaberne (og trivslen?) udfordres af individualiserede valg. Mennesker indgår i mange forskellige fællesskaber, hvoraf mange af dem ikke er forankrede lokalt og fysisk. Det udfordrer også skolen som fællesskab.

Samtidig er menneskers livsvilkår forandrede, og de færdigheder, kompetencer og værdier (moralsk kompas?) som er nødvendige i vores samfund er ligeledes forandrede. Men skolens grundlæggende rammer, struktur og indhold har ikke ændret sig. Kommunikationsplatformen Aula, fylder meget i debatten om relationen mellem skole, elev og hjem, men er nok mere et symptom end en forklaring på skolens udfordringer. De grundlæggende pædagogiske principper fylder mindre i den offentlige debat. Det er på mange måder meningsfuldt, da der er tale om et fagprofessionelt emne. Vi drøfter jo heller ikke hvilken kræftbehandling som er bedst, det overlader vi til de fagprofessionelle. Men det er alligevel, som altid, fristes man til at skrive, sådan at folkeskolen er vi alle eksperter på. Derfor trækker den offentlige debat fragmenter af skolens virke ud, fx elevernes anvendelse af digitale enheder i skolen eller "de skoletrætte drenge som har brug for praksisfaglig undervisning eller juniormesterlære". Den offentlige debat fylder så meget, at der er en risiko for at der ikke er tid og plads til den fagprofessionelle diskussion. Politikerne og interesseorganisationerne omkring folkeskolen agerer i dag mere i den offentlige debat der altid er i gang et sted i den virtuelle, og nogle gange i den fysiske verden. De, ligesom store dele af samfundet i øvrigt, når kun lige at prikke til overfladen af et problem, før de er videre til det næste. Politiske beslutninger er derfor i højere grad præget af den offentlige debat end forskningsbaseret viden og parter som tager sig tid til at undersøge udfordringer og løsninger i dybden.

 

Derfor står vi i dag med en folkeskole hvor alle er forandrede - elever, lærere, skoleledere, øvrige fagprofessionelle og forældrene. Det eneste der ikke er forandret grundlæggende, er læreplaner, skolens rammer og vilkår og pædagogikken. Er der da intet sket, spørger du måske? Jo da. Men ændring i lovgivning, finansiering og praksis er sket med udgangspunkt i det eksisterende. Folkeskolen skal i dag løse flere opgaver end tidligere, fx inden for rammen af læreplaner for fagene og samarbejdet mellem skole og hjem. Men løsningerne er fundet inden for de eksisterende rammer uden at tage stilling til hvad forandrede samfund betyder for skolen. Man er ikke stoppet op og taget den forskning op der ser på netop disse forandringer og set på det i en sammenhæng. Der produceres rapporter, undersøgelser og forskning, men kun en brøkdel når praksis og politisk niveau, og alt for ofte kun overfladisk.

Pædagogik som forskningsfelt og som praksis har på denne baggrund brug for lærerstuderende, lærere og forskere samt andre beslægtede fagprofessioner som går aktivt ind og fordyber sig i den eksisterende viden og udvikler ny forskning og praksis som forholder sig til de faktiske forhold i skolen og samfund. Definerer det etiske og pædagogiske grundlag for fagprofessionerne og forholder sig kritisk til den nuværende anvendelse af pædagogik i udvikling af praksis og politik. Skolens aktører bør gå sammen om at finde frem til politik og praksis der understøtter skolens og samfundets behov og virkelighed. Her spiller pædagogik en meget central rolle.”

 

*************************************************************** 

Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Første uddybning: kampen om pædagogikken”

 

i mit kapitel Hedegaard, E.  (3. udgave 2017 & 2024): Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  

i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

 

Se Overblik over alle blog-indlæg

 

***************************************************************