torsdag den 11. januar 2024

Opdatering til ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer” i 2024-udgaven. Om "afselvfølgeliggørelse"!

Denne bog ...

 

John Benedicto Krejsler (2021): Skolen og den transnationale vending: Dansk uddannelsespolitik og dens europæiske og angloamerikanske forbindelser

... kan betragtes som en opdatering i forhold til postulatet i tidligere udgaver af ”Klassisk og moderne pædagogisk teori”: 

 

”I alle nationalstater er uddannelsessystemets tradition og praksis ... i hvert tilfælde udtryk for en unik historisk udvikling, som man er stolt af, og som man gerne viser frem til folk udefra (McLean 1995; Winther-Jensen 2004)”



Her et uddrag af en anmeldelse af bogen:

”I bogen viser Krejsler, hvorledes dansk skole- og uddannelsespolitik i stadig stigende grad styres af transnationale uddannelsespolitiske samarbejder, som finder sted i regi af EU og Organisation for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), men også International Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA) og den europæiske Bolognaproces. I disse fora opbygges konsensus om standarder og ’bedste praksisser’, som forudsætter fælles statistik, performanceindikatorer og internationale sammenligninger. I bogen formår Krejsler at forbinde en række centrale delelementer til et sammenhængende og historisk informeret narrativ om den danske folkeskoles udvikling, som sætter os i stand til at forstå den situation, folkeskolen står i nu og ikke mindst hvorfor. Der findes masser af internationale studier af EU, OECD, IEA og Bolognaprocessen, men Krejsler får på mange måder forbundet prikkerne på en ny måde, og dermed leverer han et indsigtsfuldt bidrag til diskussionen om skole og uddannelse i Danmark.

...

En af bogens styrker er dens høje grad af historisk information. Den formår at grave et spadestik dybere og viser dermed også, at globalisering ikke blot er en proces, som virker fra oven og ned på nationale og lokale kontekster. Processen er også i høj grad bærer af bestemte nationale dagsordener og forståelser, som i vid udstrækning stammer fra den angelsaksiske verden. I den forbindelse viser bogen, hvordan uddannelse ingenlunde er et uskyldsrent domæne, hvor det handler om at udvikle og optimere læreplaner, didaktik og pædagogik, men at der i høj grad findes en geopolitisk dimension, som virker ind på, hvad der ses som prioriteter i uddannelse, hvilke dagsordener der forfølges, samt hvilke teknologier og programmer der støttes, promoveres og vinder udbredelse. Krejsler peger her på nødvendigheden af at kende ”spillepladen”, hvorpå ”kampen om at få indflydelse på pædagogik, uddannelse, skole og dannelse” spilles (side 19). Ambitionen med bogen er således at afdække, ”hvordan vi er kommet frem til en situation, hvor det fremtræder næsten selvindlysende for forskere, politikere og praktikere at problematisere skole og uddannelse ved hjælp af termer som ’sammenlignelighed’, ’målstyring’, ’standarder’, ’evidens’ og lignende” (side 24). Krejsler bruger det foucauldianske begreb ’sandhedsregime’ til at objektivere og afselvfølgeliggøre denne opfattelse.

Et særkende ved bogen er undersøgelsen af, hvorledes den transnationale udvikling indenfor uddannelse er dybt påvirket af især angloamerikanske forestillinger. Dette er et af bogens vigtigste bidrag, idet den amerikanske rolle i den globale rammesætning af uddannelse i vid udstrækning er underbelyst. I en nordisk optik er det en gængs udlægning, at USA er en ekstrem case, som ikke har meget til fælles med de nordiske velfærdsstater, og at USA derfor heller ikke kan påberåbe sig nævneværdig indflydelse på uddannelsesområdet. Qua sin analyse af EU, OECD, IEA og Bolognaprocessen når Krejsler imidlertid frem til, at det er blevet sværere at opretholde en ”skelnen mellem en europæisk og en angloamerikansk model” (side 122). Krejsler sætter trumf på i bogens tredje del, der handler om ”den angloamerikanske dominans og nye normer for sammenligning og vidensproduktion”. Her viser Krejsler, hvorledes diskursen om evidensbaseret viden om, hvad der virker lanceres af det i England initierede ”Cochrane Collaboration og det USA-baserede ’Campbell Collaboration’” (s. 137). Samtidig peger Krejsler på, at OECD’s flagskibsprogram ’Programme for international student assessment (PISA)’ kom til verden efter amerikansk pres og med amerikansk udviklede metoder, som havde været anvendt til testbaserede sammenligninger af uddannelsesresultater mellem de amerikanske delstater (se fx Ydesen, 2021a). Endelig påpeger Krejsler, at de i dansk sammenhæng ofte anvendte referencer til blødere versioner af angelsaksisk uddannelsespolitik i eksempelvis New Zealand og Ontario overser den stærke rolle i forhold til indflydelse og normsætning, som USA har spillet i udformningen af disse. Konkrete eksempler nævnes – som ’human capital theory’ og ’rational choice’ samt evidenstænkningen, der bl.a. er blevet formidlet gennem ’The school effectiveness movement’ siden 1970’erne.”

Citatet er fra boganmeldelsen...

Christian Ydesen (2021): At forstå den transnationale dimension i uddannelsespolitik

Kilde:  https://noredstudies.org/index.php/nse/article/download/3732/6298?inline=1

I denne boganmeldelse er der i indledningen referencer til  ... en righoldig international forskningslitteratur om transnationale dimensioner af uddannelse, og ... en lang række forskellige begreber og tilgange, der hver især søger at indfange og kaste lys over fænomenet ’det globale’ eller ’det transnationale’ i uddannelse.

... og der er flere meget relevante i referencelisten.


Selvfølgelighederne, der "afselvfølgeliggøres" er altså ikke kun de nymodens sammenlignelighedsbegreber, men også store dele af myten om det danske skolesystems unikhed i dag.


Det unikke, der er "tilbage", er noget af det meget mere uhåndgribelige, nemlig kulturen. Den kultur som en af mine tidligere udvekslingsstuderende fra Japan kaldte tillidskulturen.



Et enkelt ud af mange aktuelle muligheder for uddybning af slutsætningen ovenover: 

Alexander Von Oettingen: Her er seks forpligtende præmisser for de nye læreplaner i et dannelsesperspektiv  klik

Citat fra artiklen: "...hvis man ønsker at forny skolens læreplaner ud fra et dannelsesperspektiv, så er der en række præmisser, man er forpligtet på og må medtænke."


*************************************************************** 

Dette blogindlæg supplerer afsnittet ”Fjerde uddybning: kampen om forståelse af reformer”
i mit kapitel Hedegaard, E. (3. udgave 2017 & 2024): "Uddannelsespolitik og globalisering - uddannelsesreformer i en usikker tidsalder"  
i bogen P. Ø Andersen & Tomas Ellegaard : "Klassisk og moderne pædagogisk teori". København: Hans Reitzels Forlag.

*************************************************************** 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar